Litografien I Danmark

Efter Alois' Fødsel begyndte Faderens omflakkende Liv igen. Han flyttede med sin Familie fra By til By, først i 1778 slog han sig endelig ned i München, hvor han fik Ansættelse ved det kurfyrstelige Hofteater. Skønt Familien efterhaanden voksede stærkt — det blev i Aarenes Løb til fem Sønner og to Døtre — sørgede Faderen for at give sin ældste Søn den bedst mulige Uddannelse. Alois begyndte 1783 sin Skolegang i Gymnasiet, og han var en flittig og begavet Elev, saa han endog paa Grund af sine Kundskaber fik Lov at springe en Klasse over. 1787 over- flyttedes han til det kurfyrstelige Lyceum, hvorfra han 1789 dimitteredes med et meget fint Vidnesbyrd. Alois havde Lyst til at blive Skuespiller, men Faderen, der af egen Erfaring kendte denne Levevejs Skyggesider, ønskede, at Sønnen skulde studere. Med Støtte af Hoffet blev han da indskrevet til Universitetet i Ingolstadt °g studerede her i tre Aar Rets- og Statsvidenskab. Faderens Død 1792 nødvendig- gjorde Afbrydelsen af Studierne. Hans Moder sad med sine uforsørgede Børn i meget trange Kaar. Der var ingen anden Udvej, end at den ældste Søn snarest maatte se at fortjene noget til Støtte for Familien. Paa dette Tidspunkt havde Alois Senefelder allerede forsøgt sig som dramatisk Forfatter. Han havde endda paa Nationalteatret faaet opført et tre Akts Lystspil, »Die Mädchenkenner oder So ein Gelehrter und nur Famulus?«, og Stykket havde gjort saa megen Lykke, at han fik en Bogtrykker til at trykke det. De fleste Eksem- plarer forærede han bort, men en Del solgtes, og med Fradrag af alle Omkost- ninger var der blevet et Overskud til Forfatteren paa 50 Gylden. Dette Held vilde han nu, da Faderen var død, forfølge. Han vilde være dramatisk Forfatter og Skuespiller! Det lykkedes ham imidlertid ikke at faa Ansættelse ved Teatret i München, og han maatte derfor søge sit Underhold ved rejsende Selskaber, bl. a. var han ved en Skuespillertrup, der lededes af Franz Anton von Weber, Komponistens Fader; men et Par kummerlige Aar, der var mest rige paa Skuffelser, fik ham til at opgive Skuespillet. Nu vilde han udelukkende være Forfatter! Han skrev ogsaa en Del Stykker, et enkelt, som han fik trykt, »Mathilde von Altenstein«, indbragte ham vel 100 Gylden; men da hans følgende Stykke hverken fandt Naade for Te- aterdirektørens eller Bogtrykkerens Øjne, og et Andragende til Kurfyrsten om en Rejseunderstøttelse besvaredes med en Gave paa 25 Gylden, var hans Stilling ganske fortvivlet. Han satte sig for, at han selv vilde trykke sine Stykker. Medens hans første Stykke var under Trykning, havde han gentagne Gange besøgt Trykkeriet og sat sig ind i Tekniken, men han savnede jo alle Midler til Anskaffelse af eget Tryk- keri. Han gjorde forskellige Forsøg: først vilde han gravere Bogstavstempler, fast- gøre dem paa Trælister og ordne dem til Linjer; men han manglede baade Øvelse og Værktøj. Saa forsøgte han at aftrykke almindelige Typer i en blød Masse, og naar han havde dannet en Side, at tage et Aftryk i Voks, hvormed han kunde trykke. Det var i Virkeligheden Stereotypien, Senefelder her var inde paa, en Op- findelse, som ganske vist var gjort, hvad han ikke vidste, da den endnu ikke var bragt i Anvendelse. Men Fattigdommen var ham ogsaa her i Vejen. Han havde ikke en Gang Midler til at skaffe sig saa mange Typer, som var nødvendige for at fremstille én Side. Den sidste Udvej, han fandt paa, var at ætse Skriften i en Kobberplade, altsaa omvendt; men hans Mangel paa Øvelse i Spejlskrift var ham en stor Hindring i at naa et tilfredsstillende Resultat, og selv efter at han hos en Kobberstikker havde faaet den nødvendige Undervisning, stod han tilsidst hjælpeløs. Han havde nemlig kun den ene Kobberplade, og den var under hans talrige For- søg snart opslidt. Han maatte af økonomiske Grunde søge sig et andet Materiale. Dette fandt han i et Stykke Kelheimer-Kalkskifer, som han havde købt for at an- vende det til Rivning af sine Farver. Da Stenens Overflade uden større Besvær 26