Litografien I Danmark

Ogsaa Edouard Manet (1832—1883) forsøgte sig i 70'erne som Litograf. Han har kun litograferet nogle enkelte Blade, bl. a. sin Fremstilling af Kejser Maximilians Død, men hans Benyttelse af Kridtet er præget af en brutal Kraft og en Pointering af Hovedsagen, som i høj Grad understreger hans Billeders virkningsfulde Ori- ginalitet. Fra disse to Kunstnere forplantede Interessen for det kunstneriske Litografi sig til videre Krese. Der stiftedes i 1884 et Société des Artistes Litographes, og fra den Udstilling, som Ecole des Beaux-Arts foranstaltede i 1891, kan man regne, at Kunstnerlitografiet fik sin Genfødelse. En meget lang Række af franske Kunstnere har siden da dyrket den litografiske Kunst, og fremragende Blade er i Massevis strøet ud over Verden fra den litografiske Presse. Nogle enkelte af de mest fremragende Navne skal nævnes her: Adolphe Willette benytter Litografien til sine dystre Tendensbilleder, hvori han skildrer Sult og Nød. Han tegner Napoleons Tilbagetog og lader Døden føre an som Trommeslager. Eugène Carrière henaander i sine Litografier, som i sine Billeder, Kvindehoveder, der svøber sig ud af Taagerne, Odilon Redon har ogsaa i Litografien fundet et Middel til at lade sine Febersyner fremtræde i halvt ud- viskede, fløjelsbløde Toner, J. F. Rafaëlli er derimod den nøgterne, haandfaste Naturalist, der planter sine Figurer paa en Vej eller i et Landskab med let hen- kastede Streger. Som moderne Satiriker har Steinlen udfoldet en meget omfattende Virksomhed. Han har givet triste Skildringer af Fattigfolks Liv, har tegnet Gaden med dens mangfoldige Færdsel og har ligeledes som Plakatkunstner udnyttet Litografien kunstnerisk. Toulouse-Lautrec, H. Ibels og Forain, der især har grebet Træk af Storbyens daglige Liv som Genstand for deres Virksomhed. I let karikerede, ofte løst hen- kastede men altid ypperligt komponerede Billeder har de genoptaget den Behandling af Pariserlivet, som deres store Forgængere øvede i 30’erne og 40'erne. Det moderne franske Litografi spænder fra den højeste Patos til den mest overgivne Humor, fra Sjælelivets dybeste Rørelser til Døgnlivets hastigt glemte Foreteelser; men den galliske Spiritualitet fornægter sig ikke selv i et flygtigt Rids i et af Boulevardens Vittighedsblade. England. I England kom man forholdsvis sent ind paa Litografien. Endskønt Senefelder allerede i Aaret 1800 havde været i London for at skaffe sig et Patent paa sin Opfindelse, saa man stadig Philip André nævnt som »Polyautografien«s Opfinder. Først i Aaret 1813 træffer man paa Betegnelsen Litografi i England, nemlig som Titel paa en Haandbog i den nye Kunst. De første Litografier, der udkom i England, var udførte af indvandrede Fransk- mænd og Tyskere, men efterhaanden kom Englænderne med, og samtidig fik Senefelder Oprejsning som Opfinder, idet Londons Society of Arts i 1819 lod ham tilstille Selskabets Medalje. I 1822 udkom det første mere anselige litografiske Værk i England. Det var Britannia Delineata, en Række store litografiske Illustrationer, udførte af Hull- mandel, Westall, Prout og Harding. En Kunstner som Turner, for hvem Litografien skulde synes at have egnet sig fortræffeligt, har, saavidt vides aldrig udført et Litografi, men en Række af hans Tegninger kopieredes af Harding, Simpson o. fl. Det første virkelig vellykkede engelske Litografi fremkom i 1826. Det var RJ- Lane’s »Portfolio of Illustrations of John Philip Kemble in the Various Parts he has Substained«. Det er otte Tegninger i den indsmigrende Manér, som Lane indførte i engelsk Litografi, som forener Omhu i Udførelsen med malerisk Kraft. 44