Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

XV haande forskjellige Former. Hos nogle saasom Granit, Tra- chyt og Porphyr dannes Hovedbestanddelen af et fordetmeste rødligt Mineral, der benævnes Feldspath, medens derimod de mørke Basalter og T rapar ter navnlig udmærke sig ved den stærke Indblanding af tvende sorte Mineralier: Augit og Horn- blende. Forresten bestaae disse Bjergarter alle af flere Mine- ralier; Graniten t. Ex. af Feldspath, Qvarts og Glimmer. Ikke mindre forskjellige end Bjergarternes Sammensætning ere ogsaa deres ydre Former, og Geognosten kjender allerede i Afstand Tracliyten paa dens spidse, vilde Tinder, Porphyren paa dens afrundede Kuppelformer og Basalten paa dens regelmæssige Søiledannelser, der forresten ogsaa fremtræde hos de egentlige Traparter. Physiske og geognostiske Undersøgelser have godt- gjoi’t, at Jorden ikke altid har befundet sig i samme Til- stand som for Øieblikket. I en fjern Fortid, der ligger Millioner af Aar tilbage, har den dannet en smeltet og glødende Kugle uden Hav og Land og uden organiske Væsener. I det kolde Verdensrum omgav den sig efter- haanden med en Skorpe, som ved fortsat Afkjøling sta- digt tiltog i Tykkelse; Temperaturen paa Overfladen sank under Kogepunktet og tillod et sydende Urhav at danne sig i dens Fordybninger, og ved dettes Virksomhed af- leiredes efterhaanden de ældste neptuniske Lag, for se- nere ved Hævning at dukke op over Havfladen. I Ti- dernes Løb dannedes bestandigt nye Afleiringer, og Hæv- ninger og Sænkninger forandrede ideligt Landmassernes Form ogUdstrækning, men efterhaanden som Jordskorpen vandt større Fasthed, bleve ogsaa Revolutionerne sjeld- nere, skjøndt det Foregaaen.de viser, at de endnu for Øie- blikket ingenlunde ere ophørte. I Jordens Udviklings- historie adskiller man fra Dannelsen af de ældste neptu- niske Lag indtil den nuværende Periode trende store Epoker, som man har kaldet den palæozoiske, secundære