Svovlsyrefabrikationens Udvikling i dette Aarhundrede
Og dens Indflydelse paa den øvrige chemiske Industri

29 tyndes Syren fra Kamrene til 46° B., da stærk Syre re- duceres af Svovlbrinte, og anbringes i flade Blykasser med Blylaag og Vandlaas, hvori den først opvarmes til 75° C., hvorpaa man driver Svovlbrinte igjennem ved Hjælp af et gjennemhullet Blyrør, som hviler paa Bunden; man vedbliver, indtil Syren viser sig mælket af udskilt Svovl. Overskudet af Svovlbrinte ledes bort gjennem en Skorsteen. Man lader Syren klare sig og trækker den fra med en Hævert. Ved denne Proces renses Syren tillige for Qvælstofilter, og det er deres Reduction, som bevirker en Edskilning af Svovl. — Man har ogsaa anbefalet at rense den fortyndede Syre med Svovlbarium, hvilket ligeledes er bleven forsøgt i Oker og i Chessy i Frankrig, men derved tabes endeel Svovlsyre, som bundfældes. De mange andre Methoder, der ellers haves, skulle ikke omtales her, da de have mere Interesse for Laboratoriet end for Industrien. Hvad der ovenfor er sagt om Svovlkiis, gjælder i sin Almindelighed om de Svovlmetaller , som ved Ristning give Svovlsyrling. Denne Ristning, som tidligere foretoges saaledes, at Svovlsyrlingen gik labt i Atmosphären, træder nu mere og mere i Svovlsyrefabrikationens Tjeneste. Paa denne Maade anvendes Blende, Blyglands, Kobberkiis og en Blanding af disse Mineralier med Svovlkiis. Forsaavidt Svovlsyrefabri- kanten ikke tillige er Grubeeier, gjør han sig hermed tillige betalt af Smeltehytterne, til hvem de ristede Ertser da leveres tilbage. Anvendelsen af Svovlmetaller nødvendiggjør en anden Forbrændingsovn; thi de indeholde mindre Svovl, brænde alt- saa vanskeligere, og af samme Grund maae de anvendes i større Mængde. Ved Knuusningen af de store Stykker faaes tillige meget Smuld, som igjen fordrer en anden Forbræn- dingsmaade end de større Stykker, Skjærverne. Vi skulie først omtale Skjærvernes Forbrændingsmaade. Da Svovlmetallerne ere vanskeligere antændelige end Svovl, anbragte man dem i et tykkere Lag for saaledes at frembringe og bevare en høi Varmegrad. Ovnens indre Rum var hvælvet og deelt i to Dele af en Rist, paa hvilken Skjær- verne hvilede, i et desto tykkere Lag, jo vanskeligere de brændte, eller hvad der er det samme, jo mindre Svovl de indeholdt. Rummet udvidede sig opadtil. Luften trængte ind i Rummet under Risten ad Huller i en Jerndør, som kunde lukkes med Skydere eller Propper, steg op igjennem den glødende Blanding, og Forbrændingsproducterne traadte