Plantephysiologi og Plantekulturens Theori
Bearbeidet Til Brug For Landmænd

46 I. Overhuden. Overhud, er den ydre Dæg ikke jævn, men hævet i Form af smaae Porter eller Forhoininger. Disse talrige smaae Ujævnhedel er det, som ved den ejendommelige Maade, hvorpaa de reflectere Lyset, give Kronbladene den fksonne Flotelsglauds, hvormed f. CSj. Pral- bonnernes skarlagenfarvede Kronblade udmærke sig. Overhildens Afsondringslag er hos forskjellige Planter og Plantedele af forskjellig Tykkelse, hvilket allerede de ovenfor fremstillede Afbildninger (Fig. 32 og 33) udvise. Det mangler stedse hos de yngste, endnu i Knoppen indsluttede Plantedele, op- træder forst efterhaanden og udvikler sig stærkere, jo mere disse Dele exe Udsatte for Luftens Paavirkning. Det synes ligesom at Udsvedes eller ildsondres af Overhndcellerne, deraf dets Navn. Voxlaget er ligeledes Undergivet mange Forskjelligheder. Hos mange Planter er det neppe at iagttage Undtagen derved nt Over- fladen lig en fedtagtig Gjenstand skyer Vand, hos andre , f. Ex. Marehalmen (Elymus arenarius). er det ft stærkt, af anseelige Bo^- stjæl dannet Lag. Overhovedet er dette Lag stærkt hos alle Planter, som have en dugget Overflade. Spalta ab ni ngerne cre lige- ledes meget forstjelligt Udviklede, om end deres væsenlige Beskaf- fenhed bliver sig selv lig overalt. Den storste Forfljel _vifcr sig i Forholdet mellem de 2 Spaltaabningsceller til den af Tverhud- cellerne dannede Aabning, idet Spaltaabningscellerne snart putte sig til Aabningens ovre Rand, snart ligge i Midten, snart tun i Grunden af Äabningen. I de sidste Tilfælde er, især da naar endnil et stærkt Afsondringslag kommer til, en saakaldei Forgaard tjfstede Udenfor Spaltaabningen. Under Spaltaabningen sindes stedse et storre JntercellUlarrnm, i hvilket deels Spalten, deels det ovrige Cellevævs Mellemgange ndmUnde. For at forstaae Betydningen af Overhilden og dens enkelte Dele, maa vi foreløbigt hellvise fil et senere Afsnit om Planternes Saftbevægelse og Uddunstning, men her er endnn at omtale et ejendommeligt Forhold, som angaaer Overhudens senere Udvikling. Hos visse Plantedele eller Planter gaaer nemlig OverhUden snart tabt, og et ganske nyt Væv træder i dens Sted. Dette bestaaer as temmelig tyndvæggede, sædvanligt tavleformede Celler, som snart tabe deres 'Saftindhold og blive brune ved Humusdannelse. Enkelte Lag af dette Cellevæv doe især let bort og sonderrives i den Grad, at Alt hvad der ligger udenfor dem, falder af, medens Vævet paa den indre Side stadigt fornyes. Dette Væv er sædvanligt kaldet Ad er bark og bestemtere betegnet som Korklag, omendskjsndt det