Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag
Forfatter: R. Nielsen
År: 1880
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 88
UDK: 331 Nie
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
5
skuffer, naar dets Kjære rives bort, naar den Elskende
seer sig bedragen i sine inderligste Forhold. Hvor
kan da Smerten ikke gjennemtrænge et Menneske!
I Mindernes Egne kan Erindringen, den skjønne Gave,
der ellers freder om det Svundne, forvandle sig til en
Furie, der plager den ængstede Sjæl. At Menne-
sket paa Jorden har hjemme overalt, see vi jo for
vore Øine. Det færdes mellem Polens lismarker, det
lever i milde, frugtbare Egne og i det hede Bælte under
Solens Brand, overalt, hvorhen det kommer, gjør det
Jorden til sin Eiendom: hver 0, hver Kyst, det be-
træder, kalder det sin; og dog er Mennesket i egenlig
Forstand den hjemløseste af alle Skabninger. Føle sig
hjemme saa trygt som Fuglen i sin Rede, som Dyret i
sin Hule, formaaer Mennesket ikke.
Vistnok kan man med Grand fremhæve mange og
væsenlige Ligheder mellem Mennesket og de høiere
Dyr, men her er dog en Forskjel, og denne Forskjel
bliver stedse dybere og mere gjennemgribende, jo rigere,
alsidigere Mennesket udvikles. Der er Noget til, som
Dyret aldrig seer, men som Mennesket ikke kan und-
lade at fæste sit Øie paa, d. e. sig selv og sin Fremtid.
Vistnok er ogsaa Dyret sig selv og fornemmer det snart
i denne, snart i hiin forbigaaende Tilstand, men til en
klar og bestemt Opfattelse af, hvad dette vil sige,
naaer det aldrig; det lever i Tiden, men det glemmer
bestandig Fortiden, det seer aldrig Fremtiden, det flyg-
tige Skjær af Fortid og Fremtid smelter sammen i dets
Nutid, derfor sige vi med Grund, at det lever i Øie-
blikket. Saaledes kan Mennesket, hvor gjerne det end
vilde, ikke leve. Om det end lever nok saa tilfreds i
en lykkelig Nutid, saa kan det dog ikke lade være at