Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

5 skuffer, naar dets Kjære rives bort, naar den Elskende seer sig bedragen i sine inderligste Forhold. Hvor kan da Smerten ikke gjennemtrænge et Menneske! I Mindernes Egne kan Erindringen, den skjønne Gave, der ellers freder om det Svundne, forvandle sig til en Furie, der plager den ængstede Sjæl. At Menne- sket paa Jorden har hjemme overalt, see vi jo for vore Øine. Det færdes mellem Polens lismarker, det lever i milde, frugtbare Egne og i det hede Bælte under Solens Brand, overalt, hvorhen det kommer, gjør det Jorden til sin Eiendom: hver 0, hver Kyst, det be- træder, kalder det sin; og dog er Mennesket i egenlig Forstand den hjemløseste af alle Skabninger. Føle sig hjemme saa trygt som Fuglen i sin Rede, som Dyret i sin Hule, formaaer Mennesket ikke. Vistnok kan man med Grand fremhæve mange og væsenlige Ligheder mellem Mennesket og de høiere Dyr, men her er dog en Forskjel, og denne Forskjel bliver stedse dybere og mere gjennemgribende, jo rigere, alsidigere Mennesket udvikles. Der er Noget til, som Dyret aldrig seer, men som Mennesket ikke kan und- lade at fæste sit Øie paa, d. e. sig selv og sin Fremtid. Vistnok er ogsaa Dyret sig selv og fornemmer det snart i denne, snart i hiin forbigaaende Tilstand, men til en klar og bestemt Opfattelse af, hvad dette vil sige, naaer det aldrig; det lever i Tiden, men det glemmer bestandig Fortiden, det seer aldrig Fremtiden, det flyg- tige Skjær af Fortid og Fremtid smelter sammen i dets Nutid, derfor sige vi med Grund, at det lever i Øie- blikket. Saaledes kan Mennesket, hvor gjerne det end vilde, ikke leve. Om det end lever nok saa tilfreds i en lykkelig Nutid, saa kan det dog ikke lade være at