Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

tidt underholdt sig med, om end altid som Herren med Slaven. Som han en Gang sad og talede med ham, morede det ham at slaae ham over Benet med et Stykke Træ. Det smertede Slaven, men uden at klage, gjorde han blot den Bemærkning, at Herren skulde tage sig i Agt, han kunde let knække hans Been, og det vilde jo dog være til hans egen Skade. Romeren agtede ikke paa det, men blev ved med sin Spøg, og Benet knak. Endnu bevarede Slaven sin Taalniodighed; isteden for at udbryde i Klageskrig eller lade Hævnfølelsen faae Magt med sig, saae lian mildt bebreidende paa sin Herre og sagde: jeg sagde det jo nok, at Benet gik i Stykker. — Jeg husker endnu din Begeistring, Jakob, da vi første Gang læste Fortællingen sammen, og Du med næsten taarekvalt Stemme udbrød: Det synes mig, Fader, at Grækeren Alexander og Romeren Cæsar med alle deres Seiervinclinger forsvinde som Drenge i Sammen- ligning med denne mishandlecle Slave; i ham maa det Evige jo have vundet en uforglemmelig Seir! Skolemesteren taug; Tilhørerne stode maalløse af Forundring. Sønnen faldt Faderen om Halsen og bad liam tilgive det Ubesindige. Det var nær blevet til en højtidelig Scene i Smedien, da en af Mændene traadte frem med de Ord: „Lad os gratulere vor unge Heste- doctor; Sjæledoctor er han vel ikke endnu, men han har jo ham, i hvem vi alle ære og elske en aandelig Fader“. Et kraftigt Leve for Fader og Søn rungede ud paa Gaden. Smeden stod et Øieblik som lynslagen' og saae sig omkring, man var næsten bange for, at han var bleven maalløs; pludselig greb han den store For- hammer, fæstede sit Ildblik paa den Mand, med hvem han havde havt Striden, og sagde derpaa stille hen for