Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

19 Tro paa Frihedens Seir og Kjærlighedens Almagt faaer Mennesket Mod til at arbeide paa deres Løsning. Vel maa han erkjende, at Løsningen ikke er her, men idet han efter sine Vilkaar, sætter Kræfterne ind, vil han Skridt for Skridt erfare, hvorledes Haabet voxer, Villien styrkes og Personligheden luttres under Trængsler og Prøvelser til evigt Liv. Seer til Vintersæden, hvis Livskraft ikke forgaaer i den iiskolde Tid, men nærer sig skjult indtil Vaar- solen kommer. Og Vaarsolen vil komme, men forgjæves, naar Spiren er uddød. Saaledes med Mennesket i det Nærværendes trange Vintertid; har han kun Følelse for den haarde Skjæbne, kun Blik for Timeligheden og de udvortes Trængsler, da slukkes Haabet og han søger kun Frelse i Døden. Eviglieclssolen opgaaer, forgjæves! den vækker kun Timeligliedens Træl til en levende Død. Er Evighedslivet derimod-skjult i Sjælens Indre, virkende under jordiske Trængsler og Arbeider, da er Livs- spiren bevaret — i Døden selv — og en ny Sol vil skabe en ny Vaar, en rig og herlig Sommer, selv efter den bittreste Vinter med Frost og Snee. Lad mig endnu til Slutning minde om et Billede fra Oldtiden. De sindrige Gamle nøiedes ikke med en kold Betragtning af Stjernernes Bevægelse i det tomme Rum; de lyttede i den dybe Taushed og meente at høre vidunderlige Toner, en Sphærernes Musik, en gud- dommelig Harmoni i det Hele. Hvorfra kom disse Toner? Vi vide det, ikke fra Himmellegemernes Gang i det Udvortes; nei, fra det Indvortes, fra Anelsen dybt i Menneskets Bryst, fra Sjælenes Trang til det Evige. Vi, der høre Ordet, det klare Ord om det evige Liv og erkjende dets Sandhed i Troen, maae vel føle os grebne 2*