Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

53 de slet ikke kunne følge den. Den Individualitet, vi have valgt til Exempel, vil da, naar Udviklingen fort- sættes, snart erfare, at den blot naturlige Samvittighed ikke er til at stole paa, at Egenkjærlighed og Menneske- kjærlighed ikke forliges, at det tilsidst bliver umuligt at sige, hvad der i Sandhed er godt og hvad der er ondt, hvad der i og for sig er retfærdigt og hvad der er uretfærdigt. Den Regel, hvorefter Mennesket dømmer, maa han søge hos sig selv; hvad er han da i sit inderste Selv? Et foranderligt, omskifteligt, dødeligt Væsen. Det Gode er altsaa kun godt, saa længe det er godt for ham, og det Onde kun ondt, saa længe det er ondt for ham; med andre Ord: det Gode og det Onde har kun timelig Betydning for et timeligt Liv. Naar Døden kommer, sletter den Forskjellen ud, og lader de Onde sove i samme dybe Fred som de Gode. Ved at naae dette Vendepunkt, maa Individet enten sløves og dybere forvildes eller erfare et Oprør i sit inderste Væsen. Hvad skal dog dette betyde? Er Døden Fuldendelsen; er det virkelig Døden selv, der gjør Regnskabet op, saa maa Enhver leve, som han bedst veed og kan: Sædelighedens almene Grundlag er sprængt. Men det er jo oprørende! Hvor er da Sæde- lighedens evige Grund? — 1 Religionen! Naar dette Svar lyder reent og klart fra Sjælens Grund, er den hele Anskuelse forandret. Den, der een Gang har været sænket saa dybt i sig selv, at han inderlig har erfaret dette, behøver ikke at være bange for at forvirres af de mange Kirkebekjendelser og de mange Religions- stridigheder; naar han, træt og forvirret af udvortes Larm, vil aabne det indvortes Øre, vil han høre den Røst, som siger: „I skulle erkjende Sandheden og