Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

81 Skikkelse, dog saae jeg egenlig kun Ansigtet, især de lldøine, han fæstede paa mig. Fremmede, hvad vil Du, og hvad er dit Navn? spurgte jeg uvilkaarlig, greben af en forunderlig Følelse. Jeg vil, svarede han, hjælpe Dig med at finde, hvad Du søger; og mit Navn! Du kan jo kalde mig Livets Alvor. Hvad er da Livet? udbrød jeg. Det er vel en Slags Overfart, sagde han halvt smilende, see Dig omkring! I det Samme vare vi ude paa Havet. Bølgerne rullede, Vindene krydsede og Strømmene gik. Der var en Mængde Fartøjer, store og smaa, méd en Mængde Passagerer ombord. Hvert Fartøi styrede sin Kurs, men i det Hele gik Farten i samme Hovedretning. Stemningen derude var høist forskjellig, snart loe man og sang, snart græd man og klagede. Da vi kom længere frem, hørte vi Hyl og Jammerskrig. Ak, de Ulykkelige, raabte jeg, er der da ingen Hjælp? De synke jo i Malstrømmen, de strande paa Klipperne, de lide Skibbrud. — Spar dine Taarer og din Medlidenhed, svarede lian med et for- færdeligt Blik; paa denne Overfart skulle alle lide Skib- brud. Livet tager igjen, hvad det timelig har givet, Barndommens Uskyld, Ungdommens Drømme, Mand- dommens Styrke, Alderdommens sidste Kraft, Alt gaaer under i Bølgerne; som han sagde dette, saae hau saa iisnende, forstenende koldt paa mig, at jeg troede det var Døden selv, og begyndte at klage: hvor sørgeligt er dog Livet; vi haabe, men Haabet skuffer, vi troe, men vi bedrages, vi stræbe fremad mod et Maal, og dette Maal er Døden. Jeg tænkte reentud sagt, at han i samme Øieblik vilde have slugt mig; men da jeg igjen saae paa ham, var hans Mine ganske forandret. Han saae ud som Medlidenheden selv, idet han hoved- 6