Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

82 rystende betragtede mig og sagde: stakkels Menneske, Du er altsaa i den Grad betagen af det timelige Liv. at Du derover, glemmer Livets Alvor. Har Du da ganske forglemt, at der i Livet er Noget, som ikke forgaaer, at Livet selv er evigt. Du bilder Dig vel ind, at de Druknede blive paa Havets Bund; men see dog Kysten histheune. Vee den, som ikke i Kjærlighed til Livet har vundet Noget, han kan frelse fra det store Skibbrud. Men, spurgte jeg, hvorledes komme de i Land? her er jo ingen Redningsbaade at opdage. Behøves' ikke, sagde han; naar Dødens Bølge er gaaet hen over dem, skylle de i Land. Lad os see os omkring derovre. Neppe vare disse Ord udtalte, før vi stode paa Kysten; jeg seer endnu Synet for mine Øine. Den Første, jeg blev opmærksom paa, var-en gammelagtig Mand i tyk Vams, der endnu laa i Døds- søvnen og hvilede sit Hoved paa et stort Hjul. Hvad mon det være for En?, spurgte jeg, han seer ud til at være henved de 60, en ret kraftig Figur; hvad skal der skee med ham, naar han vaagner? Aa, svarede min Ledsager, ved ham er der ikke meget Mærkværdigt. Folk af den Slags have vi her i Dusinviis. Det er en tykhudet Egoist, som egenlig aldrig har kjendt enten Sorg eller Glæde. Han var altid sig selv og sig selv, og naar han engang imellem syntes at bekymre sig om Andre, var det kun for at have Fordeel af dem. Han har for Resten hverken myrdet, røvet eller stjaalet, og dog kan Du troe, det gaaer ham ikke godt, naar nu han vaagner. Jeg følte, at Blodet steg mig til Hovedet og at jeg knap kunde faae Ordene frem, da jeg spurgte: hvad skal der da blive af det stakkels Menneske? Vær