Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

87 med hinanden i Haanden sad ved Hovedgjærdet og holdt Vagt, at Ingen skulde forstyrre hendes Søvn. Kjender Du disse Væsner, spurgte min Ledsager. Det er jo Sorgen og Glæden, svarede jeg. Held Dig, at Du kunde kjende dem, vedblev han, thi saa er der Haab om Din Fremtid. Den gamle Kone har i hele sit Liv erkjendt dem for at være Søstre. Glæden smykkede hende som Brud, da hun fik den, hun elskede; men i Haaret sad en Blomst saa bleg som den stille Sorg, dog skjult som en Mulighed. Det unge Ægtepars Kaar vare gode, de levede lykkelig i nogle A-ar; men saa mistede hun ham, og sad Enke med Børnene. Alvorlig og mørk traadte Sorgen ind ad Døren og satte sig ved Arnen; Glæden kastede et Slør over sit Ansigt og tog Søsteren ved Haanden. Den stakkels Enke maatte arbeide liaardt, thi Velstanden svandt; men Børnene trivedes og voxte til: det var hendes Haab og Glæde. Den ældste Søn kom snart saa vidt, at han kunde hjælpe hende med Arbeidet. Men et Par Aar efter kom der en Krig; det uuge Men- neske vilde ikke blive hjemme som Enkens Søn; Moder og Søn vare enige om, at Fædrelandets Forsvar gik for Alt. Saa drog han afsted, og Sorg og Glæde om- favnede hinanden den Dag, han faldt. Den stakkels Enke arbeidede og græd; men den Glæde, hun følte, da Fædrelandet var frelst, og hun stod blandt de Faldnes Grave og læste sin Søns Navn, blandede sig i den dybe Sorg, og den forunderlige Sammensmeltning forlod hende aldrig. Hendes Børn og alle hendes Kjære ere gaaede forud, hun er i Slægten den sidste. Hvor de gamle Træk dog forynges! Snart vaagner hun af den korte Søvn og de tvende Søstre reise hende op. Naar hun