Udviklingslære

98 gærrighed den ledende Grunddrift hos Charles Darwin. Han vidner selv: „jeg var altid ærgærrig efter at indtage en smuk Plads blandt Videnskabens Mænd“, „min Kær- lighed til Naturvidenskaben blev meget fremskyndet ved den Ærgærrighed at blive anset af mine Kolleger". Uag- tet han stedse vedblev at indsamle et uhyre Stof af Kends- gærninger, saa var denne Indsamling for ham dog ikke Maa- let; de enkelte Kendsgærninger fik i hans øjne kun Værdi, naar de bidrog til at fremsætte og belyse en Teori, og hans videnskabelige Storhed bestod da ogsaa i, at han kunde forene Kendsgærningerne under almindelige Syns- punkter, der aldrig vil kunne opfattes som tomme Fan- tasterier, men bæres oppe af en overlegen Viden. Hos de tre her omtalte Slægtled af Familien Darwin møder os en fuldendt Hæderlighed, stor Intelligens og Flid, en dyb Følelse for Hjemmet og en stigende Sjæls- storhed med Sans for Livets blide og mildnende Magter. Ved Dannelsen af Læren om den organiske Udvikling indtager Bedstefaderen og Sønnesønnen en central Stil- ling ; mange har rettet Angreb paa denne Lære, men ingen Forfatter af nogen Betydning har angrebet Charles Darwin. Af de i Kap. II-V anførte Kendsgærninger, der dan- ner Grundlaget for Læren, synes man med Rette at kunne drage følgende Slutninger: da det allerstørste Antal Kim, Æg og Unger maa g aa til Grunde, og da samtlige en- kelte Individer indenfor samme Art afviger fra hver- andre i Bygning og Egenskaber, og da hele Naturen udgør en stor sammenhængende Kæde, saa vil de Indi- vider g aa først til Grunde, hvis Variering udsætter dem for de fleste Farer og skaffer dem den mindste Hjælp fra Omverdenen. Derimod vil de Individer, hvis Va- riering sætter dem bedre i Stand til at bøje sig under de omgivende Forhold, have bedre Udsigt til at klare sig,