Udviklingslære

6 forklare nogle Grundejendommeligheder ved de eksisterende Livsformer. Men ved Siden af de værdifulde Oplysninger, som det er lykkedes Udviklingslæren at fremskaffe til Forklaring af hidtil lidet forstaaede Livsformer og Livs- forhold, er det tillige lykkedes den at vække Menigmands Interesse for videnskabelig Læsning. Der er i Ly af den foregaaet et betydeligt Oplysningsarbejde, som ikke blot støtter sig til folkelige Skrifter og Foredrag, men som til- lige i ikke ringere Grad støtter sig til en gennemgribende Forandring i Undersøgelses- og Undervisningsmetode, Undervisningsstof og Undervisningsmateriel. Udviklingslærens Stilling indenfor de filosofiske Teorier skal her ikke nærmere paavises. Det er nok at vise hen til, at to store Bevægelser jævnlig krysse hinanden indenfor Filosofien, snart modvirkende hinanden, snart samarbej- dende. Den ene gaar ud fra det sokratiske „kend dig selv“ og søger at bringe Mennesket til gennem Selv kend- skab at forstaa Grænserne for sin Viden og sin Virken. Den anden Bevægelse stiller Opgaven videre, idet den vil bringe Mennesket til at kende Tilværelsen, af hvilken hver enkelt kun er et Brudstykke. Den Mand, som i vor Tid mer end nogen anden har knyttet sit Navn til Udviklingstanken, Herbert Spencer, tilhører denne sidst- nævnte Retning. Han fremtraadte paa et Tidspunkt, da det var muligt at drage Udbyttet af en ny Naturopfattelse, som havde arbejdet sig frem. Omtrent til Spencers Tid havde man betragtet Naturen som en uhyre Maskine, hvis enkelte Dele var dannede til at være paa den Plads, hvor de var, saa at de tilsammen udgjorde en Helhed. Spencer søger nu at vise, at Tilværelsen ikke er en Helhed men en Enhed, idet dens enkelte Dele bestaar af det samme Materiale og har udviklet sig som Følge af de samme Love. Klarhed derover faar man ved at gaa ud fra Livets simple Kendsgærninger for gennem en mer og mer omfattende Bearbejdelse af dem at bringe vor Er- kendelse til Enhed, d. v. s. at samle hele vor Viden i en alt omfattende Sandhed.