Udviklingslære

125 Uddøen, fordi der er for mange. Et saadant Svar var ikke tilfredsstillende; ti for Klimaets Skyld kunde hele Norge gærne være fyldt med tykpelsede Dyr og hele Italien med tyndpelsede; for Klimaet kan der ikke være for mange. Dog kan Klimaet bevirke Uddøen, ikke fordi der er for mange, men fordi de tyndpelsede fryser for stærkt; men i saa Fald bliver en ydre Livsbetingelse ud- vælgende, samtidig med, at den kan have direkte Ind- flydelse paa Pelsens Tykhed. Den Mulighed er nemlig til Stede, at nogle Polardyrs Unger ved Variation har en tyndere Pels og dræbes af Kulden. Grænsen mellem de to Aarsager kan ikke drages. Sæt, at en Plante eller et Dyr, der ved at variere i bestemt Retning var blevet be- gunstiget af Kvalitetsvalget, tillige varierede i andre Ret- ninger, der var nevtrale i den givne Natursammenhæng, men ved Brug i den voksne Alder udvikledes og udfoldede sig, saa at de overførtes til Efterkommerne lige saa godt som den ved Kvalitetsvalget fæstnede Variering, saa havde vi Brug og Øvelse medvirkende til Forandring i Byg- ning eller Funktion. Uagtet Darwins Sprogbrug kunde tiltrænge en nøjere Gennemgang, har den funden en bestemt Tilhænger i Romanes. Darwins Lære er, siger han, en Lære om Op- rindelsen til og Ophobningen af Tillæmpelser; den bliver først en Lære om Arternes Oprindelse, naar man rejser Spørgsmaalet, om Arterne kan tillæmpe sig; den kunde derfor lige saa godt betragtes som en Lære om Slægternes, Familiernes eller Rækkernes Oprindelse. Naar Darwin ikke desto mindre kalder sin Bog: „Arternes Oprindelse ved naturlig Udvælgelse", da er det, fordi han paa det Tidspunkt den fremkom, ikke kunde have valgt nogen bedre Titel; ti det gjaldt dengang om at fastslaa Arternes Omdannelse. Vi kan imidlertid nu tale om Organismer- nes Formforandringer i Stedet for om Arternes Oprindelse, eftersom der i vor Tid ikke er noget Menneske, der længere tror paa faste, virkelige Arter. Før Darwins Tid forstod man, at de højere Inddelinger (Slægt, Orden, Familie,