Udviklingslære

140 slette Arter, og Darwin skriver: „de individuelle Forskel- ligheder paavirker i Almindelighed, hvad Naturforskerne kalder uvæsentlige Dele, men jeg kunde ved en lang Liste af Eksempler vise, at Dele, som maa kaldes væsent- lige, enten man saa betragter dem fra et fysiologisk eller fra et systematisk Synspunkt, undertiden varierer hos Individer af samme Art.“ Og han fremhæver, at t. Eks. Følehornenes Betydning for Klassifikationen varierer inden- for samme Gruppe. Det Grundskud, som Teorien om uforanderlige Arter fik ved Darwins Bøger, bibragte han den ved først at vise, at Arterne kan være opstaaede ved Udvælgelse, og han viste her hen til Gartnernes og Opdrætternes Virk- somhed. Dernæst søgte han at vise, at naturlige Aar- sager er tilstrækkelige til at frembringe Udvælgelsen, og endelig søgte han at vise, at selv de underligste Fæno- mener kan forklares ud fra Læren om Arternes Oprindelse i Forbindelse med Læren om Jordlagenes Dannelse, og at de Fænomener, som endnu ikke er forklarede paa den Maade, ikke staar i Strid med den Forklaringsmaade, der i saa mange Tilfælde har vist sig tilstrækkelig. Med andre Ord, Darwin har først støttet til foreliggende Er- faringer vist, at Udviklingen er gaaet for sig paa bestemt Maade. Dernæst har han vist, at saafremt denne Paa- visning rummer en rigtig Fortolkning af de omtalte Er- faringer, da bliver vi derved i Stand til at forklare Ar- ternes Udbredelse, deres Udviklingstrin, deres Klassifikation osv., naar man blot tillige antager, at i de skiftende Jordperioder har Klima og lignende Forhold vedblivende ændret sig. Selv om Troen paa de uforanderlige Arter forsvinder, vedbliver af praktiske Grunde Forsøgene paa at klassificere Planter og Dyr og ordne Grupperne i et System. „Men Systemet vil altid blive ufuldstændigt og modtageligt for Forbedring, eftersom det kun grunder sig paa den Viden, som vi i øjeblikket besidder. Enhver stor zoologisk eller palæontologisk Opdagelse kan ændre det dybt og omstøde