Udviklingslære

' ' ** -K 9 Omkring sit tyvende Aar havde han begyndt at læse Lyells Bog om Geologiens Principer, en Bog, der ind- prænter den store Grundsandhed, at det forudgaaende maa forklares ved Hjælp af det nærværende, medmindre gode Grunde kan anføres for det modsatte. Følgerne af en saadan Fremgangsmaade maatte blive, at man ikke længere opfattede Dyre- og Plantearterne som skabte, og at Men- neskets Stilling til Naturen maatte ses fra et ganske andet Synspunkt end tidligere. Spencer saa allerede dengang, at Lyells Lære maatte tvinge til at vælge mellem Ud- viklingsteorien og Skabelsesteorien, om han end ikke forstod Udviklingens Natur i dens Enkeltheder. Det var paa den Tid klart for de fleste, at en ny Teori om Men- nesket var i Gennembrud. Combes Bog: „Menneskets Konstitution betragtet i Forhold til den ydre Omverden" blev meget læst, og endnu mere var dette Tilfældet med en anden Bog, et Populariseringsværk, Robert Chambers anonymt udgivne „Træk af Skabelsens Naturhistorie" (1844), som maaske var den Bog, der i hin Tid gjorde mest Opsigt. Fra Fastlandet fik man (1845) Humboldts „Kosmos'*, og samtidig udkom i England Whewells Bøger om Erfaringsvidenskabernes Historie og Filosofi, der var et modigt Forsøg paa at tilvejebringe Sammenhæng i de uhyre Dynger af Kundskaber, som dengang beherskede Videnskaberne. Et langt kraftigere Stød til videnskabelig Tænkning var dog udgaaet fra Franskmanden August Comte, og det havde formaaet at sætte mange af Spencers Kræfter i Bevægelse. Vi vil senere faa Lejlighed til at vende tilbage dertil. Saaledes som vi i vor Tid opfatter Udviklingslæren, er den ganske vist ny; men de Overvejelser, der staar i Forbindelse med den, er mindst halvtredjetusind Aar gamle. I Tiden fra det sjette Aarhundred før vor Tidsregning og til dennes Begyndelse, da mange Fordomme var mindre rodfæstede, end de senere blev, og mange Fordomme, som senere fik stor Magt over Sindene, endnu ikke havde dannet sig, havde man udformet ikke faa Opfattelser, der