Udviklingslære

159 Man gør derfor rettest i kun at bruge Udtrykket „Par- ringsvalg" om Resultatet af de mandlige Individers Par- ringskampe. Wallace staar ikke ene med denne Opfattelse; fra den anonyme Anmelder af „Menneskets Afstamning" i Quarterly Review gennem Herbert Spencer til de aller- nyeste Forfattere er der fremkommen meget alvorlige Indvendinger mod Antagelsen af et indgribende æstetisk Valg fra Hunnens Side. I et Par smaa Afhandlinger har Spencer meget polemisk taget til Orde mod Darwins Op- fattelse; det Darwin henfører til Hunnens Skønhedssans, henfører Spencer til Overflod af Kraft. Ligesom Drenges og Mænds Fløjten og Syngen beror paa Tilstedeværelsen af overflødig Kraft, saaledes ogsaa Fuglenes Sang. Han- nens Sang har ikke sin Grund i Frieri, men vel i en Aarsag, der ogsaa bevirker Frieriet. Besidder en Han mere Kraft end der skal til for at opretholde Livet, da kan den anvende noget af denne Kraft til Slægtens For- plantelse, og jo større Kraftoverskudet er, paa desto flere andre Maader kan det anvendes. Blandt de nordiske For- fattere har \ rjø Hirn vistnok behandlet Spørgsmaalet bedst. Samtidig med at vise, at Kærligheden ikke var Lyrikens tidligste Æmne, og at de lavere Folkeslags Kunst ikke har dannet sig under Kampen om Kvindens Gunst, slutter han sig for Dyrenes Vedkommende til de ovenanførte Forfattere, idet han forkaster Læren om det æstetiske Parringsvalg, selv om han er tilbøjelig til at tillægge Hannernes Kunst en noget større Betydning end Wallace gør. Imod Teorien om, at Hannen viser sin Fjerpragt, danser, synger, paraderer osv. for at opnaa Hunnens Opmærksomhed strider den Kendsgærning, at Hannen foretager det samme, naar der ingen Hun er; Hannerne ophidser hverandre. Darwin meddeler selv, at Paafuglehannen ikke blot rejser Halen, naar Hunnen er i Nærheden, men ogsaa rejser den for Høns og for Svin. Fugle, der ingen Fjerpragt har at opvise, foretager iøvrigt den samme Paraderen. Endvidere er det givet, at Par-