Udviklingslære

169 bleven tæmmet og efterhaanden forædlet, indtil den har udformet sig som Vindspiller, Buldog, Gravhund, Hønse- hund, Moppe, Terrier eller som andre af de overordentlig talrige Hundetyper. Hundene er et godt Vidnesbyrd om, at Varieringen ikke indskrænker sig til blot ydre Ejen- dommeligheder, men at den ogsaa omfatter Skelettet. Nyfundlænderhunden er efter sin Indførelse i Evropa blevet saa forandret, at den nu er ganske ulig enhver indfødt Hund i dens oprindelige Hjemstavn. Samtlige Duer ned- stammer rimeligvis fra en bestemt Art, en vild Mark- due, der er skifferblaa med mørkt Baand over Halens nedre Del og to sorte Baand paa Vingerne, de ydre Halefjær har hvide Rande ved Roden. Ingen anden vild Due har samtlige disse Tegninger, der genfindes indenfor alle tamme Duearter. Ch. Darwin har anstillet mange Forsøg med at krysse forskellige Duearter og derefter atter krysse Bastarderne, hvis Afkom næsten helt fik den vilde Mark- dues Farvetegning. Han deler Husduerne i elleve godt adskilte Racer, af hvilke de fleste falder i flere Under- afdelinger og i det Hele er 150 Arter af Husduen be- skrevet. Næsten enhver Legemsdel har ved Variering og Udvælgelse fra Opdrætternes Side givet Anledning til Fremkomsten af ny Arter. Darwin har paavist, at Kulturudvælgelsen, om end ubevidst, maa være traadt i Virksomhed, saasnart Menne- sket begyndte at dyrke Planter eller at tæmme Dyr. I ét Land benyttedes Hundene til Jagt paa én Slags Vildt, i et andet Land til Jagt paa en anden Slags; forskellige Egenskaber udvikles derved i de forskellige Lande. Nogle Planter bliver foretrukne paa Grund af Næringsmængden, andre paa Grund af Velsmag eller fordi de modnes paa en Aarstid, da de kommer særlig til Nytte. To Faare- avlere (Buckley og Burgess), der ikke i nogen Maade har havt den Hensigt at faa Faarene til at afvige fra den fælles Stamrace, er alligevel kommen til at udforme ganske forskellige Kvaliteter ved Aar efter Aar at udvælge Tillægs- dyrene.