Udviklingslære

219 sigeligt fastslaaet, hvorledes de stærkere forsirede For- mer ad Afstamningens Vej — paa en saa at sige klar og tydelig Maade — kan hidledes fra en simplere, ikke forsiret, i Lagenes nedre Afdelinger. Det er højst inter- essant, at en større Del af disse uden Spørgsmaal af- stammede Former fjærner sig saa vidt fra Typen af Slæg- ten Vivipera, at en Autoritet som Sandberger har be- skrevet dem som en ny Slægt under Navnet Tulotoma. Og dette berettiger os til den Slutning, at en Mængde Former, der i det mindste er artsforskellige og efter mange Forskere besidder Afvigelser, der berettiger til at tale om Slægtsforskel, alle nedstammer fra én Ane." Selv i en saa mægtig Ferskvandsaflagring vil man dog umuligt kunne vente at finde en absolut kontinuerlig Kæde af Organismer, saafremt Varieringstilbøjeligheden er en Fak- tor i Udviklingen. Den Kendsgærning, at der i et Jordlag pludseligt viser sig helt ny Dyreformer, taler ikke mod Afstamnings- læren, naar Hensyn tages til Forsteningsforholdene. I det højeste har den Værdi som negativt Bevis. I de ældre Jordperioder var der, siger Huxley, ligesaavel geografiske Provinser eller Zoner, som der er i vor Tid, og den pludselige Tilsynekomst af ny Arter eller Slægter kan være simple Udvandringsresultater. Man talte for ikke mange Aar siden om, at Pattedyrene pludseligt op- traadte i Begyndelsen af Tertiærtiden og optraadte under Former, der stod alle andre kendte Dyr fjærnt. Nu har man gjort betydelige Pattedyrfund i den mellemste Se- kundærtid og deres Former er langt almindeligere end de tidligere kendte. Cuvier fremhævede ofte, at ingen for- stenet Abe fandtes i noget Tertiærlag; nu er de fundne, Halvaber i Eocenlagene, ægte Aber i Miocenlagene. Man har tidligere ment, at Benfisk pludseligt viste sig i Kridt- tiden, nu kendes de ogsaa fra ældre Perioder. Hvor for- sigtig man maa være med den Slags negative Slutninger, kan læres af et Tilfælde, der hændte Romanes. Han havde af mange Grunde sluttet, at saafremt visse Rankefødder