Udviklingslære

Forfatter: Oscar Hansen

År: 1902

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: København

Sider: 572

UDK: 5

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 582 Forrige Næste
246 ledes at Pandebenet bagenfor dem viser en stærk Ind- sænkning. Denne Ojenbrynsbuernes stærke Udvikling be- tinges af de stærke Pandebenshuler, som atter staar i Forbindelse med Næsehulerne og som maaske tyder paa, at Lugtesansen hos disse Mennesker har været langt stærkere udviklet end hos Størsteparten af nulevende Mennesker. Nakkebenet er stærkt udstaaende bagud. Paa dets bagerste Del findes en meget fremstaaende, tværgaaende og afbrudt Liste, som betinges af Tilstede- værelsen af stærkere udviklede Nakkemuskler end dem, som forekommer hos de fleste nulevende Menneskeracer. Underkæben er meget tyk og høj og uden Hage, hvorved den adskiller sig fra alle Nutids Menneskers Underkæbe; det samme gælder om Underkæben fra la Naulette. Un- derarmens Ben, Spolebenet og Albuebenet, er bøjede, saa at der er et betydeligt Mellemrum mellem begge, hvor- imod disse Ben hos nulevende Mennesker er temmelig rette. Laarbenspiben er tyk og stærkt fremoverbøjet, det ligeledes meget tykke og korte Skinneben udmærker sig ved, at dets øverste Del er bøjet bagud, saaledes at Benet, naar dets øvre Ledflader stilles i et horisontalt Plan, er rettet stærkt bagud, medens denne Bøjning hos nulevende Menneskeracer er højst ubetydelig. Denne Skinnebenets Ejendommelighed sammen med Formen af Laarbenet og med de nedre Ledfladers Leje i dette Ben har givet os Ret til at slutte, at Spy-Mennesket — og maaske ogsaa andre Neanderdalere — har gaaet med stærkt fremover- bøjede Knæ, og at Ligevægten ikke kunde holdes, med mindre Hovedet og Kroppen var let fremoverludende“. Disse Mennesker har levet samtidig med Mammuten, det uldhaarede Næshorn, Hulebjørnen, Hulehyænen, Hule- løven, den vilde Hest og Uroksen; nogle Ben af disse Dyr er marvspaltede, hvilket ogsaa er Vidnesbyrd om Menneskenes Samtidighed, ti vilde Dyr, der gnaver Knok- ler, afgnaver de bruskede Endeflader, men de spalter ikke Knoklerne paa langs for at tage Marven. Menneskene har endvidere kendt Brugen af Ild, 'hvilket bevises af de