Udviklingslære

320 Her skulde man oprette offentlige Fortsættelsesskoler for at lære Børn Matematik eller filologiske Brokker, eller lære dem det, som vore unge Damer nu til Dags lærer, nemlig at plapre et Sprog med mer eller mindre papegøje- agtig Færdighed uden Mulighed for samtidig at lære dem at sige noget fornuftigt paa dette Sprog, hvilket de knapt nok opdrages til at sige paa deres Modersmaal. Én Ting er, om private Folk behandler deres Børn paa den Maade, en anden Ting er det, om Samfundet skal gøre det, om den Muskelkraft, der ernærer Samfundet, om det haarde Slid, om den uhyre Tarvelighed i Vaner og Fordringer, der muliggør Samfundshusholdningen, virkelig skal tilside- sættes for Geni-Opdagelsen i den offentlige Fortsættelses- skole. Om det er heldigt, at der i Samfundet findes baade Millionærer og Folk, der maaske aldrig har været helt mætte, det er en Sag for sig; men saalænge det er Til- fældet, maa Opdragelsen ogsaa blive uensartet. Ganske anderledes maatte man imidlertid tænke, hvis Opdragelsen gennem arvelig Ophobning kunde paavirke Typen; ti da, siger Hiller, maatte jeg betragte Almueskolen som aldeles utilstrækkelig. Han mener, at Matematik virker paa Hjærnen som Podophyllin paa Leveren, altsaa afførende, ikke vækst- forøgende. Det, der har sikret Kulturens Vækst, er ikke de nedarvede Følger af tidligere Slægtleds Skolegang, men Sproget og den gennem Sproget sikrede Tradition. Saa- snart Mennesket dannede sproglige Udtryk for bestemte Genstande, udviklede det i overordentlig Grad Hjærnens fosforescerende Magt; og dette Sprog overføres ved Tra- dition fra den ældre Slægt til den yngre, og derfra stammer Hjærneudviklingen. Lærte det yngre Slægtled intet Sprog, da vilde den heller intet „arve“; men har man først givet en Skabning med en Hjærne, der sætter ham i Stand til sprogligt at betegne en Økse, da vil det kun være et Tidsspørgsmaal, hvornaar en Shakespeare eller en Newton udvikler sig, og denne Udvikling foregaar gennem Over- førelse ved direkte Undervisning. Saasnart Traditionen