Udviklingslære

321 begyndte at virke gennem Sproget, begyndte Mennesket at hæve sig over Dyret. I denne Udvikling er der intet hemmelighedsfuldt, ikke saa meget som i en Puppes Ud- vikling til Sommerfugl. Borttag derimod Traditionen, Opdragelsesmilieuet, og se saa, hvad der vil ske! Man vil da finde, at det om en Mand er Konservativ, Frem- skridtsmand eller Socialist, om et Barn lærer Matematik eller ej, om vi har Amtsraad eller ej, om en Mand er Ateist, Agnostiker eller Højkirkelig, det har ingen Ind- flydelse paa hans Børn. Som antydet har Weismann selv været inde paa tilsvarende Betragtninger. Han mener, at en Atlet kan øve sine Kræfter, saa han faar mer og mer ud af dem; men hans Børn arver kun de Kræfter, som Faderen besad, da han kom til Verden, og ikke det Plus, som Øvelse kan have givet. Paa samme Maade gaar det med den musi- kalske Sans. Den er ikke større i Kulturlandene end blandt uciviliserede Horder; den er i Menneskeslægten af meget gammel Dato og overført til den fra Dyrelivet, og den er ikke senere forøget udover de Betingelser, den naaede hos de uciviliserede Folk. Disse kan besidde et musikalsk Talent, der er ligesaa modtageligt for Opdragelse som vort; det maa følgelig betragtes som ligesaa stort, selv om det holdes skjult, fordi det ikke opdrages. Hvorfor komponerede man da ikke Symfonier og Oratorier paa Faraonernes Tid? Fordi, svarer Weismann, Musik er en Opfindelse. Paa denne Opfindelses Omraade danner sig Tradition, lidt efter lidt forbedres Traditionen ligesom paa Sprogets, Kunstens og Videnskabens øvrige Omraader. Hverken Sprog, Videnskab eller Kunst havde eksisteret, om ikke Mennesket havde haft det Fortrin for Dyrene at kunne overføre sin Viden og Færdighed til Efterkommerne og ad den Vej efterhaanden forbedre den. I Konsekvens af denne Tanke tilføjer nu Hiller, at som det gaar med Kunst, Skolekundskaber og Musik, saaledes gaar det med alt andet. Resultatet af Af holds- bevægelserne kan til Eksempel føre til, at man i højere Udviklingslære. 21