Udviklingslære

27 utallige Revolutioner, for mægtige Katastrofer, der havde væltet om paa dens faste Skorpe. De Naturbegiven- heder, som i vor Tid ændrer den: Blæst, Regn, Frost, vulkanske Udbrud, Jordskælv eller Forskydning af Jor- dens Akse, kan ikke forklare Katastroferne. Ved hver af disse ødelægges en Mængde Arter, og Spørgsmaalet er da, hvorledes de erstattes. Cuvier svarer (1811) paa dette Spørgsmaal: „Naar jeg paastaar, at de forsteningsførende Lag indeholder Ben af Slægter og Arter, som ikke nu eksisterer, saa siger jeg ikke dermed, at der behøves en ny Skabelse for at frembringe de nu eksisterende Arter; jeg siger blot, at de dengang ikke eksisterede paa de Steder, hvor man nu finder dem. og at de maa være komne andet Steds fra." Dette gælder iøvrigt blot Men- neskene og de højere Dyr, ti for de laveres Vedkommende er det ham klart, at de ikke kan være frembragt ved særlige Skabelsesakter, eftersom de viser sig successivt. Derimod mener han, at hver af de store Dyregrupper er fremkommen ved en særlig Skabelsesakt, og at Arterne, naar de først en Gang er skabt, er uforanderlige. Dog tager han ogsaa her et Forbehold, ti fordi Arterne er uforanderlige hos de højere Dyr, behøver de ikke at være det hos „Dyrene med hvidt Blod“ (en zoologisk Beteg- nelse, som stammer fra Aristoteles). Hvis der foregaar Forandringer med det Vand, i hvilket Muslingerne lever, kan Dyrene ikke vedblive at være de samme, der fore- gaar da i dem en Række Forandringer; der er foraarsaget ved Vandets Forandringer eller dog svarer dertil, og disse Forandringer har gradvis ført Havdyrklasserne til deres nuværende Tilstand. Han fandt i Dyreverdnen Udtryk for fire Skabelsesplaner, fire Hovedformer, og denne Mening førte ham de sidste to Aar han levede i en skarp Strid med Geoffroy. Striden førtes i det franske Akademi og den førtes med en næsten ukendt Hæftighed; det blev i Virkeligheden en Kamp om Udviklingstanken. Striden fulgtes med den mest levende Interesse af den viden- skabelige Verden og ikke mindst af Goethe, der faa Dage