Udviklingslære

28 før sin Død fuldendte en Afhandling om den. Cuvier døde 1832, samme Aar døde Goethe, og Aaret efter ud- kom Lyells ovenfor omtalte Værk om Geologiens Principer. De Grundtanker, som vi her i Korthed har berørt hos nogle af det 18de Aarhundredes betydelige Natur- forskere, var udgaaet fra de egentlige Filosofers Kres. Fra dem stammer saavel Tanken om Natursammenhængen som om de gradvise Overgange. Men disse Tanker fik ved at optages af Specialforskerne en saa erfaringsmæssig Udarbejdelse, som F'ilosoferne alene aldrig havde formaaet at give dem, og saaledes grundlægges Udviklingslæren ved et lykkeligt Samarbejde mellem Kræfter, der hver for sig vilde have havt Vanskelighed ved at forme den og føre den til Sejr. Udtrykkene Udvikling og Opløsning er af Herbert Spencer fastslaaede som Modsætninger. Han benytter dem tilmed paa en Maade, der er noget forskellig fra daglig Sprogbrug. Udvikling og Opløsning er Processer, der stadig bekæmper hverandre og lejlighedsvis vinder mer eller mindre varige Sejre over hinanden; men de Ud- tryk, med hvilke vi betegner Processerne, kunde være bedre. Særlig har Ordet Udvikling mange andre Betyd- ninger end den, i hvilken det her benyttes. Naar vi saaledes taler om en Gasudvikling, da taler vi netop om en Opløsning. Efter almindelig Opfattelse vil det, at noget udvikler sig, sige, at det aabner sig, udvider sig, skyder frem, slipper ud. Den nuværende videnskabelige Brug af Ordet vil senere blive tilstrækkelig belyst. Ogsaa Ordet Opløsning er flertydigt; i Reglen giver man det et moralsk Præg. Sædernes Opløsning vil sige deres For- fald, det samme gælder Opløsningen af et Parti, en Insti- tution, en Nation; Ordet har i Almindelighed en Bismag af Degradering, Ødelæggelse, Død. Selv Udviklings- teoretikerne, de saakaldte Evolutionister, er smittede af