Udviklingslære

29 den gængse moralske Opfattelse af Opløsning som noget nedværdigende, saa de langtfra skænker Opløsnings- processen den samme Opmærksomhed som Udviklings- processen. „Opløsningen er ikke saa interessant, den er ikke saa skiftende som Udviklingen", siger Spencer. Derfor benyttes Opløsningsbegrebet næsten aldrig til For- klaring af de fysiske Ejendommeligheder, eller af de levende Væsners Omdannelse, eller af Sædernes Omdan- nelse, uagtet Opløsningen ved disse Fænomener kan spille en ligesaa stor Rolle som Udviklingen. Slettedannelsen og delvis Deltadannelsen er saaledes Opløsningsresultater; naar de faste Fjelddele under Paavirkning af Sol, Frost, Blæst, Regn, vejrsmuldrer og glider ned, udfylder de, forsaa- vidt Egnen mangler Afløb, alle Fordybninger og Huller, de bratte Fjeldvægge erstattes med jævne Skraaninger; Bjærglandskabet forvandles til Slettelandskab. Er derimod Egnen Afløbsrig, da føres Vejrsmuldringsprodukterne ud til Havet, hvor de højner Havbunden og danner Deltaer, Enge eller Øer. Ogsaa for det sociale Omraade vil det være let at paavise Opløsningsprocessens gavnlige Ind- flydelse. Saasnart en Institution eller et Livsforhold har udviklet sig paa en saadan Maade, at den er en Svøbe for Menneskene, bliver dens Opløsning en Velsignelse. Det bliver derfor en Opgave at fjærne det Bipræg af Umoralitet, der er knyttet til Begrebet Opløsning, og frem- stille Opløsningsprocessens Ejendommeligheder uden For- dom. Uden Tvivl har adskillige af det 18de Aarhundredes Videnskabsmænd ment, at Udvikling er det samme som stadig Fremadskriden, men saaledes forholder det sig ikke. Fremskridtet kan ligesaavel ligge i Opløsningen som i Udviklingen, og Udviklingen kan føre til en Til- pasning, der er fremskridtshæmmende, saalænge den er opløsningsforhindrende. Frygten for Begrebet Opløsning medvirkede for en stor Del til den sejge Fastholdelse af Tanken om en Skabelse for Arternes Vedkommende. Det var saa nemt at finde en eneste Forklaring paa samtlige eksisterende