Udviklingslære

349 nogle Gange før det dør, eller Udviklingen kan skride frem til Blastula- eller Gastrulastadiet (S. 191). Under- tiden kan Udviklingen naa endnu videre, inden den stanser i Følge indre, ukendte Aarsager. Endelig frem- hæver Hertwig Podningen som Led i denne Række Erfaringsvidnesbyrd mod Weismann. Podning lader sig ikke blot udføre paa Planter, men ogsaa paa Dyr. Hert- wig viser saaledes hen til en Sammenpodning af to Polyper og til en Del andre Tilfælde. For at komme ud over disse forskellige Kendsgærninger tager Weismann ikke sin Tilflugt til Argumenter, men til den sædvanlige, slette Metode: at skælne. Han skælner nu mellem „bundet Kimplasma“, „Biidioplasma“ og „Knopningsidioplasma“, og ødelægger i Virkeligheden sin egen Determinantlære. Den Antagelse, at der skulde være en anatomisk Kløft mellem Legemscellerne og Kimcellerne støttes heller ikke ved Iagttagelser. Tværtimod mener man ved Mi- kroskopets Hjælp at kunne paavise Forbindelsesveje mellem de to Slags Celler (Romanes), og disse kan under alle Omstændigheder ikke være fuldstændig fysio- logisk isolerede; ti Næringen tages fra Legemet, og med den kan følge „Arvelighedsbærere “ eller arvet Funktions- tilbøjelighed. Naar Syfilis-Mikroben kan gennemtrænge baade Ægget og Sæden, saa maa andet ogsaa kunne det. Teoretisk er det da heller ikke vanskeligere at forstaa, at „ Arvelighedsbærerne“ gaar fra Legemet til Kimen, end at de fra denne gaar over i Legemet. Det havde været Weismanns Pligt at bevise, at arvede og ikke-arvede Ejendommeligheder svarer paa den ene Side til Kimplasmets Kontinuitet og paa den anden Side til Legemsplasmets Mangel paa Kontinuitet. Men dette har han saa langtfra gjort, at han tværtimod paa Forhaand bestemmer, at alle arveførende Celler tilhører Kimplasmet. Hans Tanker bevæger sig altsaa i en fuldstændig Kresgang, og han angribes med Rette stærkt (Vines, Romanes), fordi han ganske har undladt at undersøge Spørgsmaalet om Legemsplasmets Kon-