Udviklingslære

357 4erne Stater er Ægteskab mellem Forældre og Børn samt mellem Søskende forbudt; men nogle af Folkesagnenes ypperste Helte er fremgaaet af ren Indavl, hvoraf det maaske kan tillades at slutte, at denne ikke i Folke- bevidstheden staar som naturstridig. Denne Slutning støttes yderligere ved Henblik til Lovgivningen, hvis Straffebestemmelser vilde være ganske overflødige, saa- fremt Forbindelserne virkeligt var naturstridige. I Følge Wallstein holder Hingstene i de vilde og halv- vilde Militærstutterier deres Rudel rene og bedækker deres egne Døtre samt fjærner saavel fremmede Hingste som deres egne Sønner, saalænge Kræfterne slaar til. Det forholder sig næppe bedre med Paastanden om, at Indavl fører til Ufrugtbarhed. For at forbedre en Hus- dyrrace udsøger man Individer, der stemmer overens i den ønskede Retning, og saafremt det, man derved op- naar, ikke atter skal gaa til Grunde, er man ligefrem nødt til at drive Indavl med disse Individers nærmeste Afkom. „Det, Opdrætterne søger, findes kun i nærmeste Slægt- skabsled af samme Blanding" (David Law). Prosch fremhæver, at saa godt som ingen af de kunstige Hus- dyrracer, hvis Oprindelse og Udvikling er undersøgt, har været i Stand til at danne sig uden en udstrakt Brug af Indavl. I dem alle sammenknytter et snævert Familie- baand den oprindelige Stamme, og undertiden er det endog et eneste Handyr, der har grundlagt Racen. Han fremfører Vidnesbyrd fra Frederiksborg Stutteriet for at nedslaa de herskende, forudfattede Meninger om Ind- avlen. Det gamle, røde Stod med Posthornsmærket, der nedstammede fra Hingsten Agréable (f. 1696), blomstrede til 1720—95, i hvilke Aar det gik til Grunde ved Snive og maatte fornyes af andre Kilder. Til at bedække Døtre og Sønnedøtre af Agréable sattes dens Søn Gentil I, og Racen fortsattes med Hingste, der i lige Linje nedstam- mede fra Agréables Fader, en indført spansk Hingst. Dette Stod regnedes stadig for Stutteriets bedste. Prosch fremhæver endvidere, at blandt Stutteriets ældre Stod-