Udviklingslære

365 Øvelse muliggjør ny Tillæmpelser hos de kommende Slægtled, da bortfalder det givne Grundlag for den paa- tænkte Borteliminering af Individer og Stænder, hvilken ogsaa af andre Grunde maatte fraraades. Enhver betragter det som en Kendsgerning, at Af- kommet i de almindelige Træk er nødt til at ligne For- ældrene, og at dette gælder saavel de sjælelige som de legemlige Egenskaber. Huxley mener, at Videnskaben en Dag vil vise os denne Lov som en nødvendig Følge af de mere almindelige Love, der styrer Materien. Saa selvfølgelig forekommer denne Kendsgærning os, at enkelte Forfattere ligefrem mener det unødvendigt til For- staaelsen af Forældrenes og Børnenes indbyrdes Overens- stemmelse at antage en i Kimen værende arvelig Tendens. Delage mener en saadan Antagelse ligesaa unødvendig, som det vilde være, om man forklarede, hvorfor Ka- daveret af en Regnorm, et Insekt, en Frø, et Pattedyr gennemgaar Opløsningsprocessen paa samme Maade. Man betragter det ligeledes som en Kendsgærning, at Af- kommet paa mere underordnede Punkter afviget fra For- ældrene, og man indrømmer den lejlighedsvise Forekomst af større Afvigelser, idet man dog forbeholder sig at be- nævne saadanne som Varietet. Derimod bliver man uenig, saasnart Spørgsmaalet opstaar om Afkommet har Mulighed for Nedarvning af samtlige Forældrenes Egen- skaber. Ti paa dette Spørgsmaal svarer Weismann: Nej, den Mulighed er ingenlunde til Stede. Afkommet kan kun arve de Egenskaber, hvilke Forældrene besad, før de førte noget individuelt Liv; Afkommet arver nogle af Forældrenes mulige Egenskaber, men ikke deres virke- lige Egenskaber, og det arver overhovedet aldrig Egen- skaber, der skyldes Tillæmpelse eller Tilfældighed. Ingen Egenskab, som skal kunne nedarves, kan være frembragt ved ydre Indflydelser, hvilket vil sige: være erhvervet. Den samme Uklarhed, som vi har set herskende ved Be- nyttelsen af Begrebet Arvelighed (S. 345), hersker imidlertid