Udviklingslære

394 steret, men ogsaa kun som Regel. Til dels kan en ny erhvervet Egenskab straks vise sig fuldstændig mod- standsdygtig, og dels kan Varieteter, der har eksisteret i lange Tider, hurtigt falde tilbage, saasnart Livsforholdene ændres — sé saaledes vore dyrkede Kaalarter. Det vilde ikke have været vanskeligt fra ovenstaaende specieliere Undersøgelser at give en Række Eksempler paa de tre sidste her anførte Love. Dette er imidlertid undladt, for at det saa meget tydeligere kunde blive klart for Læserne, at det er umuligt at opstille nogle Love for den medfødte Nedarvning og andre for Nedarvning af er- hvervede Egenskaber. De to Eksempler, der er givne under Loven om den samtidige Nedarvning, hvilke begge er tagne fra Haeckel, viser klart, at denne Lov ligesaavel an- gaar en medfødt som en erhvervet Egenskab, og det samme gælder de andre Love. Arvelighedslovene, er de samme for alle Egenskaber, hvilket simpelthen følger af, at en- hver Egenskab paa et eller andet Tidspunkt for første Gang maa have vist sig i den organiske Verden, og altsaa maa have haft en Periode, hvor den første Gang var Genstand for Nedarvning. Vi har fulgt Haeckels Inddeling af Lovene i to Grupper for at vise, at Ind- delingen ophæver sig selv og hverken kan gennemføres eller fastholdes. Saavel legemlige som sjælelige Tilbøje- ligheder kan vise sig hos Efterkommerne i samme Livs- periode som hos Forfædrene ganske uafset, om de er af nyere eller af ældre Oprindelse, og omvendt virker den uafbrudte eller kontinuerlige Nedarvnings Lov ligesaavel paa nyere som paa ældre Egenskaber. Endelig maa det erindres, at disse Love kun er Er- faringsregler, der ikke løser Arveligheds-Gaaderne. Loven om den samstedlige Nedarvning bekræfter saaledes kun en Kendsgærning, men forklarer den ikke; det Spørgs- maal, hvorledes det kan være, at de Organer, der udvikler sig af en Celle, indbyrdes ordner sig paa samme Maade, som de ordnede sig i det forudgaaende Slægtled, kan ikke forklares gennem en Arvelighedslov, men kun gennem