Udviklingslære

441 Forskellen paa Menneske og Dyr; han var overbevist om, at en Bøffel kunde skyde med Bue og Pil ligesaagodt som et Menneske, naar den bare havde dem, og vore Børn kan paa lignende Maade i deres Leg fuldstændig gøre sig til ét med den Rolle, de har paataget sig. Føjer man saa dertil den over hele Verden udbredte Tro, at man ved Spisningen af et Dyrs Kød og Blod faar nogle af Dyrets Egenskaber, at man til Eksempel ved at spise en Bjørns Hjærte og drikke dens Blod forøger sin Styrke, saa vil man ikke undre sig over, at en Australier, der jager og spiser Opossum, mener derved at være kommen i Besiddelse af Opossum-Egenskaber og følgelig at staa dette Dyr nærmere, end andre Mennesker gør. Saasnart Totem-Mandens større Indflydelse paa en Dyre- eller Planteart er bleven en almindelig Trossætning, saa vil den offentlige Mening ogsaa bevæge ham til at skaane Arten. Det almindelige Forhold blandt Naturmenneskene er, at Jægeren jager blot for at jage uden Hensyn til, om Kødet i øjeblikket kommer til Nytte. Man myrder og dræber af „Blodtørst", men i Egne, hvor Nærings- midlerne er faa, kan en saadan Fremgangsmaade blive faretruende for Menneskene selv, og det er netop i saa- danne Egne, Totemismen endnu blomstrer i sine primi- tive Former. „Her har hverken været Tvang fra de andre Klaner eller en ophøjet ædel Tanke. Idet Totem- Manden giver Afkald paa en enkelt Slags Føde, sikrer han sig en Mængde andre Slags, “ I god Overensstem- melse med hele denne Tankegang er det, at naar Stam- men kun bestaar af faa Klaner, maa hver Klan passe Frugtbarheden hos mange forskellige Dyr og Planter eller passe mange forskellige Slags Naturfænomener. Totem- ismen kan her ikke helt udarbejdes, og et Forbud mod at spise sine Totem, vilde være en Umulighed. Kun hvor Stammerne er tilstrækkelig talrige paa Klaner, kommer hver af disse til at udgøre en Totemslægt, ti da kan hver af dem faa sit særlige Omraade af Naturen