Udviklingslære

452 ikke blot Samfundsudviklingen men ogsaa den individuelle Karakter, der bærer Militarismens Præg. Spørgsmaalene, om de mest krigerske Nationer ogsaa er de bedste, om Krigen ikke endnu former vor Moral for meget, og andre dermed sammenhængende Spørgsmaal vedrører ikke denne Undersøgelse, ti disse Spørgsmaal kan ikke udelukkende besvares af Hensyn til de Kræfter, der oprindeligt mecU virkede ved Samfundenes Dannelse. Der var mange præliminære Dyder, som dannedes og vedligeholdtes gen- nem Krigen; men den Sans for andres Ret, -hvilken vi allerede sporede i den primitive Totemisme, findes ikke iblandt dem. Derimod gav den Anledning til et Initiativ og en Energiudfoldelse, der som Karaktertræk fik den største Betydning for Samfundets videre Udformning. Denne Udvikling maales godt ved den Kendsgærning, at de uciviliserede Folkeslag svinder bort for den moderne Kultur, medens de holdt sig under den antike, Tas- manierne er forsvundne, Avstralierne og Ny-Zeelænderne er i Færd med at forsvinde; men i Oldtiden ser vi, at Galler, Iberer og mange andre barbariske Folkeslag holdt sig midt i den romerske Kultur og allierede sig med den. Kampen mellem det civiliserede og det uciviliserede Menneske er uigenkaldelig endt til hins Fordel; de Egen- skaber, der kunde gøres til Genstand for Tæmning, hat- sejret, fordi de førte til den kompakte Masses Optræden overfor Individet, til Regulering af Menneskets Handlinger overfor impulsiv Optræden. Samtidig hermed er de mili- tære Laster aftagne; „Civilisationen gør ikke længere Mændene kvindagtige og ukrigeriske, der er moralsk om end ikke fysisk en Forbedring i vore Fibre" (Bagehot). Den militære Moral er i vor Tid kommen i ikke ringe Konflikt med en nyere human Etik paa Grund af den overdrevne Vægt, den tillægger Disciplinen og med den Pligtbegrebet. Fra human Side indvendes, at Pligten kan være en Økse, der kan fælde Træer, men den kan ikke være den rolige Kraft, ved hvilken Skovene gror. — Den har imidlertid været en af disse rolige Kræfter.