Udviklingslære

470 fattelse holdt sig teoretisk, men fraveges i Realiteten. Har et Folk overvundet et Nabofolk, ser man hyppigt, at Mændene gøres til Trælle, medens Erobrerne ægter Kvinderne; ikke desto mindre fastholdes Fiktionen om de fælles Forfædre, som det for et Folk karakteristiske. Naar Folket har naaet saa vidt i Kultur, at dets Rets- væsen har udfoldet sig, yder denne et nyt Ly for Selv- skuffelsen, idet man i Adopteringen fandt et nyt Middel til at lade, som om Individet nedstammede fra Stam- fadrene, og derigennem tilfredsstillede Fordringen om Race-Enhed; en Fordring, der i Tidens Løb havde faaet et religiøst Præg. Ved Kastevæsnet gik man en anden Vej, man undgik de omtalte Fiktioner og fordrede en Real-Enhed indenfor Kasten, idet man ordnede Samfundet saaledes, at Staten kom til at omfatte flere „Folk" eller Enheder. Man opgav Tanken om Staten eller Samfundet som bestaaende af ét Folk til Fordel for Tanken om Ren- heden og den faktiske Enhed, medens man i de Samfund, hvor Kastevæsnet ikke (legalt) blomstrede, fastholdt Tanken om Enhed i Afstamning, men faktisk slog sig til Ro med en kunstig Renhed. Man kan gærne kalde sligt for „Nation-Laveri“, en Kendsgærning er det dog, at Blodslægtskab forhøjer Arveligheden til det yderste, koncentrerer dens Varighed ved at isolere den og fæstne den; det er det eneste Middel til at danne Stammer og Racer. Kastesamfundene har formaaet at hævde dette Blodslægtskab og dog danne Nationer, uden at disse Nationer blev mere kunstige end de, der dannedes ved Erobring og vedligeholdtes ved Adoption og Krysning. Lucas har paavist, at Forøgelsen af fremragende Egenskaber stanser hos et stort Antal Grundlæggere af betydelige Slægter med det tredje Slægt- led; den fortsættes sjældent til det fjerde og næsten aldrig til det femte. Dette kan ikke bero paa nogen saglig Nødvendighed, men maa sikkert være en Følge af Ægte- skaberne, idet Ligheden mellem Ægtefællernes Anlæg og Tilbøjeligheder ikke kan forudsættes gennem en længere