Udviklingslære

472 et — legalt — Kastesamfund, maatte enten se deres Ud- vikling hæmmet af den nedarvede traditionelle Skik og Brug og altsaa være henvist til et monotont Samfundsliv, eller de maatte opelske Kærlighed til Nydannelser, til Forandringer. Kastesamfundet blev et ko-operativt Race- samfund, som Totemsamfundet blev et ko-operativt Stammesamfund. Ved en let forstaaelig Misforstaaelse anvendtes derpaa Kastebetragtningen paa den paa et tid- ligere Trin opstaaede Arbejdsdeling; Krigere blev en Kaste, Præster blev en Kaste, men dette skyldtes en Analogi- dannelse, der oprindelig ikke laa i Systemet. Denne Analogidannelse havde betydelige sociale Fordele, ti idet Krigerkasten frigjordes for de egentlige, daglige Er hvervsbestræbelser, gjordes Samfundet forsvarsdygtigt og erobringsdygtigt, og gennem Erobringerne tilførtes Sam- fundet fuld økonomisk Erstatning. Endvidere medførte Uensartetheden af Befolkningen med de forskelligartede Skikke og den forskelligartede Levevis en rigere Udvikling af alle Hjælpemidler, end Tilfældet kunde være i et ens- artet Samfund, ligesom den satte den højere Race i Stand til at udbytte de lavere uden at udrydde dem og uden at rive dem bort fra deres Livsniveau. I vor Tids Kolonial- politik, der medfører Nødvendigheden af et socialt Samliv mellem Racerne, ser vi derfor atter Kasteinstitutionen i fuld Flor; den samme Naturnødvendighed, der beherskede de barbariske Erobrings- og Kolonialmagter, behersker ogsaa Nutidens. I den antike som i den moderne Kolonisation er Spørgsmaalet ikke: „Kan du dræbe mig, eller kan jeg dræbe dig?“ Spørgsmaalet er derimod: „Kan du under- ordne dig mod til Gengæld at bibeholde dine væsentlige Raceejendommeligheder?“ og dette Spørgsmaal er i sin Grund af økonomisk-militær Natur, i Oldtiden delvis ogsaa af religiøs. Selvfølgelig skyldes den ikke ringe Fornyelse af Kastevæsnet, der er fulgt med det nittende Aarhundredes Kolonisationsbestræbelser, ogsaa Fornufthensyn. Det har vist sig gennem mange Forsøg, at en højere Races Op-