Udviklingslære

490 Kvalitetsvalget førtes ind paa ny Baner, andre Samfunds- formationer opstod, og Rivaliseringskampene antog et nyt Præg. Med vor Verdenshandel, vor nationale Gæld, vort Kreditsystem og Banksystem er saavel Staternes som Individernes indbyrdes Rivalisering bleven vold- sommere og mere indviklet; til Opnaaelsen af en virkelig Fredstilstand har de intet bidraget. I det moderne Sam- fund nærer ligesom i det antikke enhver Uvilje mod at gifte sig under det Niveau, hvortil han hører, og mod at opdrage sine Børn under dette Niveau, og vilde man spørge om, hvilke Egenskaber der vejer mest i det offentlige Liv, og i sit Svar ikke tage Hensyn til de Idealer, man kunde ønske anerkendte, men til den Virke- lighed, der faktisk er anerkendt, da bliver Svaret: de Egenskaber, som staar de primitive Instinkter nærmest. I Menneskesamfund, hvis bærende Grundlag er af økonomisk, militær og religiøs Natur, optræder paa et givet Tidspunkt Fornuft og human Følelse, og begge til- sigter at lede Samfundsforholdene bort fra det givne Grundlag. Det er klart nok, at selv om Striden mellem Samfundsfaktorerne ikke havde været haard nok, saa vilde den, fra det øjeblik Fornuft og Humanitet blandede- sig i Sagen, blive næsten endeløs. Ti Militarisme og Religion staar ikke blot udenfor Fornuften; de er fornuft- stridige og vedkender sig at være det. Ogsaa Kapitalismen er det; men den vedkender sig det ikke. Med de tre primitive Former for Selvophold elsen ligger Fornuft og Humanitet i Krig; de mener at kunne frigøre Samfundet tor dem og selv at kunne erstatte dem som det eneste lornødne sammenbindende Kit; begge udkaster Fremtids- projekter, store Idealer, der skal gøre Menneskene lykke- lige, og mener, at Individernes Lykke maa være den bedste Garanti for Samfundets Eksistens. Ganske vist har man aldrig set et Samfund opstaaet paa Grundlag af Lykke og forstaar heller ikke rigtigt, hvilke Ejendomme- ligheder ved Lykken der skulde virke samfundsdannende,