Udviklingslære

514 tilmed altid gaaet ud fra, at Individet staar i Forhold til større Formaal end de, der er Statens. 1688 sejrede Liberalismen i England politisk over Absolutismen, kirkeligt over Papismen. Locke forsvarede Sejren gennem et Par Afhandlinger, i hvilke han først nedslog Læren om Fyrsternes guddommelige Ret til Tronen, en Lære, der viste tilbage til det gamle Rom, men som tillige ved Monoteismens Sejr havde faaet en for Samfundsudvik- lingen langt farligere Betydning, end den nogensinde havde haft i Oldtiden. Ligesom sine Forgængere gik Locke ud fra de romerske Juristers Opfattelse, at alle Mennesker af Naturen er lige, men i Modsætning til For- gængerne og særlig til Hobbes’ Lære om Statens Almagt overfor Individerne, antog han, at Menneskenes Sammen- slutning til Samfund ikke havde ført de enkelte Individer til hver for sig at opgive alle deres naturlige Rettigheder, og derved fremkom Modsætningen mellem Individets Interesser og Statens, mellem Liberalisme, eller, som man dengang kaldte det, Anarkisme, og Statsregulering. Navnene Anarkisme, Individualisme, Liberalisme har i de to Hundrede Aar vekslet i den her givne Orden som Be- tegnelse for den Teori, at naar alle af sig selv handler retfærdigt, er der ingen Brug for Domstole og Politi, „Sværdene vil omdannes til Plovjærn“, Individerne vil da organisere Samfundet, Staten behøver ikke at gøre det. Til dette Udviklingstrin ventes Individerne at komme gennem den fri Brug af deres Kræfter. Man gik i Eng- land den Vej at sikre Individets Rettigheder gennem Brugen af Landets repræsentative Forfatning. I Frankrig, hvor man ikke havde denne Udvej, blev Liberalismen ikke mindre indflydelsesrig, men den blev det ad teoretisk Vej; dens Talsmænd havde ingen aktiv Del i Stats- styrelsen; Magthaverne betragtede Teorien som et literært Fænomen, og de interesserede sig som saadant for det, indtil Revolutionen fremtvang den praktiske Prøve og hen- lagde den højeste Magt til en repræsentativ Forsamling, der var valgt for en begrænset Tid, skaffede alle Skatte-