Udviklingslære

519 af Evropa rimeligvis endnu været hedensk, og havde Kongerne af Sverrig, Danmark og England, Myndig- hederne i Svejts, Nederlandene og de fri tyske Byer, Kurfyrsterne og andre tyske Fyrster ikke taget sig af Protestantismen, da havde den forlængst været henvist til en apokryf Tilværelse i afsides Egne, om den over- hovedet havde eksisteret. Med de Vaaben, med hvilke man har sejret, søger man at hævde Sejren; kan man ikke længere slaa Folk ihjel til Guds høje Ære, saa kan man dog til dette Formaals Fremme anvende Straffelovs- paragrafer, Domstole, Politi og Fængsler. „Religions- frihed findes kun, hvor religiøs Indifference, der ikke vil have sin Fred forstyrret, lægger sit Lod i Vægtskaalen“ (J. St. Miil). Endnu uheldigere har Individualismen været overfor Militarismen. Man troede at knække denne sidste ved Indførelsen af almindelig Værnepligt. Naar det suveræne Folk fra hvert enkelt Hjem sendte en Søn til Hæren, da vilde hele Folket modsætte sig enhver uretfærdig An- vendelse af Krigsmagten. Man anvendte da Krigsmagten til at konsolidere Friheden indadtil; ti Friheden har man altid maattet konsolidere med Vaaben, eftersom Tyranniet stedse benyttede dette Middel. Dernæst konsoliderede man Friheden udadtil. Derpaa kæmpede man for at ud- brede Kærlighed til Friheden blandt andre Folk, og endelig mistede Folket Suveræniteten, men den almindelige Værnepligt blev tilbage og gjorde Fyrsterne til Heri er over saa uhyre Hærmasser, som ingen evropæisk Fyrste nogensinde tidligere havde været. Dette tvang atter det Par Lande, der ikke havde indført almindelig Værnepligt, til at ofre uhyre Summer paa Rustninger og deltage i Krige for ikke at blive distancerede nationalt og merkantilt. Den økonomiske Individualisme, der havde skabt den ny Verdenshandel, maatte tilmed have sine Interesser for- svarede; Militær magtens Udvikling steg med Handelens, et nyt Vidnesbyrd om, at hver ny fremdukkende Faktor i Samfundslivet forøger Rivaliseringen og Kampen.