Udviklingslære

523 Mennesker med Særmeninger og stærkt Særpræg ikke undværes. Det er dem, der skal opdage ny Sandheder og udføre ny Handlinger. Det er paa dem, Fremtiden skal bygge; men de hæmmes i deres Udvikling overalt, hvor Samfundstraditionen naar en saadan Styrke, at den knuser de Nydannelser, som Variationstilbøjeligheden har frembragt. „Hvis alle Mennesker minus En var af samme Mening, vilde Slægten ikke være mere berettiget til at bringe denne ene til Tavshed, end han vilde være til at bringe Slægten til Tavshed, hvis han havde Magten . . .. Ved at undertrykke en Mening, plyndrer man Menneske- slægten saavel i Nutid, som i Fremtid ... Er Meningen rigtig, berøves man Lejlighed til at bytte Vildfarelsen med Sandheden; hvis den er urigtig, taber man den klarere Forstaaelse og det livligere Indtryk af Sandheden, der fremkommer ved dens Strid med Vildfarelsen. Da nu den almindelige Valgret faktisk vil komme til at udtrykke Majoritetens Vilje, eller Viljen hos den mest aktive Del af Befolkningen, det vil sige hos dem, der har faaet sig selv godkendt som Majoritet, saa mener Miil, at der maa tages Forsigtighedsregler ogsaa overfor deres Misbrug af Magten; ti der er Grænser for den kollektive Menings Indgreb i den individuelle Uafhængighed, og disse Grænser maa findes. Praktisk set er de fundne; de bestemmes af Samfundets Billigelse eller Misbilligelse. Om end Liberalismen ikke har formaaet at gennem- føre sine Teorier, saa har den dog skabt en stigende Uensartethed i alle økonomiske, politiske, etiske og religiøse Forhold og derved skabt ny Betingelser for Ud- viklingen. Overalt har den bygget paa Tillid til Livets egne Kræfter og søgt at erstatte en overnaturlig og una- turlig Sanktion af Handlingernes Rigtighed med en naturlig Sanktion. Den har omgærdet sig med en Sum af Videnskab, Moralitet og Statsmandskunst, der gør den vanskelig at angribe ; men saasnart den tvinges til klart at fremstille Grænserne for Individernes og for Samfundets