Udviklingslære

524 Magtomraade, falder den tilbage paa sin Tillid til Livet og henviser til de uskrevne Loves vældige Overvægt over de skrevne, og de uskrevne Love er Individernes Værk. Paa dette Punkt ender da Rationalismens Saga; Bestræbelserne for ad Intelligensens Vej at bringe Orden i Samfundsforholdene løber ud i en Henvisning til Men- neskenes ubevidste, halvt instinktmæssige Forsøg paa at afgrænse deres Interesser. Det erkendes altsaa, at For- nuften i sig selv ikke uden Hjælp fra andre Kilder er i Stand til at lede Forholdene, som de faktisk er; den maa søge Hjælp i Befolkningens milde, sympatetiske, humane Følelser. Men Individualismen er ikke endt; den har dels som Anarkisme, dels som Evolutionisme søgt at løse de Vanskeligheder, de liberale Tænkere maatte lade uløste. Ordet Anarkisme har i vore Dage faaet en anden Betydning, end det havde paa John Lockes Tid. Nu betegner det den Lære, at enhver Regeringsform er skadelig, at ethvert Individ skal have absolut Frihed til at handle, som han synes rigtigt. Striden mellem Indi- videts og Samfundets Interesser løses af Anarkismen paa den teoretisk nemmest mulige Maade, nemlig ved at stryge Samfundet. I den nyere Tid fremsattes Anar- kismen først af Godwin (Political Justice, 1793); dernæst af Proudhon (1809—65), hvis Hovedværk sluttedes 1846. Han søgte Kilden til Samfundets Lidelser i Kapitalens Ophobning og i de Monopoler, som Kapitalen altid for- stod at erhverve. Frelsen maatte derfor bestaa i, at Ar- bejderen fik det fulde Udbytte af Arbejdet. Dog skulde dette ikke opnaas gennem Statskontrol, men gennem ubegrænset individuel Frihed. I Tyskland havde 1845 Caspar Schmidt under Navnet Max Stimer slaaet til Lyd for Anarkismen. Han forkastede ikke blot alle Autori- teter, hvadenten de var verdslige eller gejstlige, men han fraskrev tillige Ideerne om Gud, om Humanitet og alle lignende Tanker enhver virkelig Værdi, i det Øjeblik de benyttedes til Begrænsning af Individets absolutte Selv-