Udviklingslære

536 Hver Samfundsorganisme har sine Love. Fra Hegel har han dog medtaget den dialektiske Fremstillingsform, medens selve Undersøgelserne gennemføres objektivt og videnskabeligt. Marx betragter Fremskridtet som en nød- vendig historisk Udvikling, hver Periode bærer Kimene i sig til sin egen Opløsning; saaledes er Kapitalismen i sin nuværende Form i Færd med at grave sin egen Grav. Arbejderne kan imidlertid fremskynde dens Undergang ved at organisere sig. Om Marx siger en af hans skar- peste Modstandere (Th. Funck-Brentano): „Der findes i den politiske Økonomi ingen mere videnskabelig Bog end Karl Marx’ „Kapitalen"; ingen, der fører Under- søgelsen dybere; ingen, der overgaar den med Hensyn til Fremdragelse af Kendsgærninger. Forfatteren kender alle de engelske Parlaments-Kommissioners Betænkninger om Arbejderforholdene, alle de lægevidenskabelige Rapporter, alle Betænkninger om Børnearbejde. Han foragter vore franske Reformatorer fra Saint-Simon til Comte, og citerer kun de mest fremragende Økonomister som Turgot og Ricardo. Han er fortrolig med alle de store Tænkeres Systemer og opfatter Descartes som den egentlige Grund- lægger af den videnskabelige økonomi." I Tyskland og Norden fremkaldte Marx’ Lære store sociale Bevægelser; i Belgien og Frankrig omdannedes den noget; i England mødte den længe Modstand fra Trade Unions Side. Vi vil ved Skildringen af det kollektivistiske Ideal se bort fra de nationale og lokale Iklædninger, det har faaet i de evropæiske Stater, og væsentlig holde os til den Maade, hvorpaa det fremstilles af Amerikas betyde- ligste Forfatter paa dette Omraade, Edmund Kelly. Han staar den fabiske Bevægelse nær, skiller sig altsaa fra Marx ved ikke at tro paa noget Fremskridt ad revolu- tionær Vej, men antager derimod, at Samfundet i stigende Grad vil komme ind paa en kollektivistisk Udvikling. Omsætningsforholdene vil altid fordre, at der findes en Producent af de Varer, der behøves, en Transportør, der fører Varen til det Sted, hvor den kan gøre Nytte,