Udviklingslære

553 betegner Individets Vedkendelse af den Gæld, hvori det staar til Samfundet, det vil sige den Gæld, hvori Indi- viderne staar til hverandre; derimod er det ikke en Gæld, hvori de staar til en fremmed Debitor. Den moralske Solidaritet opstilles da som en Drivkraft for Individets Handlinger, som et Middel til at fremkalde Interesse for virkelig Retfærdighed. Den Gæld, Individet skylder Samfundet, er imidlertid kun i ringe Grad en Gæld til dets jævnaldrende og samtidige. Det er en Gæld til de henfarne Slægter, til dem, der udarbejdede Kulturen, Sproget, Traditionen, oparbejdede Næringsvejene, tæmmede Kvæget, ryddede Skovene, skabte Verdenshandelen og forsvarede det, de havde dannet, saa det i sine Resultater ogsaa kom Efterverdenen til Gode. Gælden ventes af- betalt ved, at der dannes et Broderskabs-Samfund, i hvilket der hverken findes Velgørere eller Folk, der gøres vel imod, i hvilket alle føler sig indbyrdes forpligtede, og alle modtager af Samfundet det, de yder Samfundet. Gælden afbetales ved, at Velgørenhed erstattes med Ret- færdighed. Solidaritetslæren siger: der skal skabes Retfærdighed. Derimod siger den ikke: der skal skabes Lykke; ti Lykke kan ikke skabes ved ydre Foranstaltninger eller ved nogen Form for Samfundsdannelse. Lykke er ikke noget partielt, ikke noget deleligt; ingen kan sige, under hvilke Betingelser Lykke skabes; derimod kan man sige, hvorledes Retfærdighed skabes, nemlig ved at betragte Individet som Del af en Gruppe, hvis Medlemmer er solidariske. Den gamle Formel: Respekter andres Rettig- heder, eller gør mod andre, som du vil, de skal gøre mod dig, er derimod ikke tilstrækkelig. Det Individ, der vil betragte sig som retfærdigt, maa føle sig bunden ved en Række tidligere indgaaede Forpligtelser, paa hvilke det ikke har haft Indflydelse; maa føle sig født som Skyldner overfor et Samfund og føle sig bunden til at afbetale Gælden. Gælden er af social Natur. Aldrig er Individet isoleret, og aldrig har det Ret til at handle som isoleret.