Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

Jernbaner, Dampskibe, Telegrafer, Telefoner, Automobiler, Aero- planer, man behøver blot at nævne disse Navne for at forstaa det. Om det saa er Billederne: i gamle Dage stod de adstadig stille og ubevægelige for at lade sig andægtig beskue — i vor Tid bevæger de sig, og vore Børn undrer sig saare over, at deres For- ældre har gidet eller kunnet holde ud at stirre paa et Billede, der uafladelig blev ved at forestille det samme. Men som det moderne Fremskridt har bragt Liv og Røre Jor- den over, har det ogsaa gjort Verden lysere. Det Program, man har lagt i Goethes sidste Ord: „mere Lys“, er ikke bleven sveget eller svigtet af den Eftertid, til hvis Tærskel den store Tænker lige naaede. Man taler saa meget om Middelalderens Mørke og mener dermed den Vankundighed og Overtro, som den Gang be- herskede Verden. Men man betænker sjældent, hvor bogstavelig taget hin Tids Mennesker levede i Mørke, og hvorledes dette egentlig fortsatte sig helt op til vore Dage. Helt op til den nu- levende Manddoms-Slægts Barneaar har Mennesket mer end sit halve Liv levet i Mørke. Dog, den historiske Oldtids Mennesker dvælede til Gengæld i solrige Lande, indsugede Dagen lang Sol- lød, Glans og lysmættet Luft. Men i Middelalderen og den nyere Tid forskydes strax det kulturskabende Samfundsliv længere mod Nord, helt op til de mørke Lande som vort eget Danmark. Og selv i Syden var det dog i gamle Dage saa, at var Sol gaaet ned, svøbte Natten saa sort et Mulm om Tilværelsen, at den blev som en skummel Sørgehal, hvori hist og her en enkelt Kærtes osende Blus blot gjorde Mørket mere synlig tæt, mere trykkende tydelig. Overalt manglede Hverdagslivet den kunstige Belysning, hvori Nutiden svælger som i en selvfølgelig „Naturnødvendighed“. Her- oppe i Norden var det naturligvis værst: de korte Vinterdage med deres fattiggraa, udtærede Dagskær, de langsommelige Skum- ri ligsstunder, hvori man endnu ikke nænnede at tænde Lys — og