Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

saa de sløvt henglidende Nattetimers endeløse Bælgmørke! Derfor var i hine Tider Fakler altid Fest, luende Farver altid en Fryd, Glæden tændte altid Blus, og selv en Ildebrand havde en vild Dejlighed over sig, der berusede de mørketrætte Sind. Naturligvis havde ogsaa gamle Dages Rigmand kunstige Be- lysningsmidler, dog frydede den antike Lampe sikkert Øjet ad- skilligt mere ved sin yndefulde Form end ved sin Evne til at erstatte Solskin. Og siden hen flammed’ der vel Fakler i Ridde- rens Borg, og i de høje Slotssale lyste Vokskærternes milde og varme Skær — men udenfor de enkelte Stormænds Opholds- steder laa Landet milevidt i Mørke. Et nattungt Mørke, som Fattigmand ikke mægtede, end ikke tænkte paa at sprede, uden ved en sparsom, askedækket Arneglød eller en usselig harpikset Fyrrepi nd. Selv saa langt op mod vore Dage som vore Bedsteforældres Tid — i den jævne Borgermands Hus krøb om Aftenen hele Familien sammen om et rundt Bord, hvorpaa lyste et enkelt Spædelys, en enkelt Tællepraas. Og ude paa Gaderne var Tranlampernes Lygte- skin kun som forgrædte, røde Øjne, der tungsindigt gloede En i Møde inde fra Mørket. Endelig ved Aarhundredets Alidte kom Gassen og kaldte ved sine muntre vifteformige, blaatakkede Flammer Byens Aftenfærd- sel og Butiksherlighed til Live. I Hjemmene drev man det der- imod stadig ikke videre end til lidt fiffigere Konstruktioner af de gamle Olielamper. Men lige i Hælene paa Gassen følger Hjemmebelysningens største Fremskridt: Petroleumen. Siden og sidst er det elektriske Lys kommen til, men medens saavel dette som Gassen er den offentlige Belysnings naturlige Virkemidler: paa Torve og i Avenuer, paa Gader og i Butiker, Theatre og Variétéer, Bureaulokaler og Forretningskontorer — saa 3