Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

Mængde sivet ud af porøs Klippegrund eller flydt oven paa Søer, maaske en enkelt Gang sprudlet frem som et egentligt Kildevæld, men aldrig traadt saaledes stadig og regelmæssig frem, at den ret har fanget Opmærksomheden, endsige afgørende røbet den Jordens Rigdom, som dens Tilstedekomst bar Vidnesbyrd om. Og kom saa endelig Raapetroleum frem for Dagens Lys, var den hverken tiltalende at skue eller lugte. Stenolie er en brunlig Væd- ske med grønlig og blaalig Fluorescens og udsender som oftest en ubehagelig Lugt. For at dens værdifulde Egenskaber kan komme til at udfolde sig, kræves der en Destillation, overhovedet en tek- nisk Behandling, som laa tidligere Tiders Bevidsthed fjærn. Man har derfor, som alt nævnt, vel kendt Stenolie saa langt til- bage som helt oppe i den graa Old men uden at kunne vurdere den. Dens Antændelighed har vel nok sine Steder, saaledes utvivl- somt i det gamle Persien, ladet den spille en Rolle i visse reli- giøse Ceremonier, men maaske har netop dette ogsaa bidraget sit til, at Oliens rette Brug blev omhyggelig hemmeligholdt. løvrigt ved man, at man i Oldpersien ogsaa havde en flygtig, lysfarvet og øjensynlig fra Naturens Haand forholdsvis ren Slags Nafta eller Raapetroleum, som blev brugt til at beskytte visse Metaller mod Luftens Indvirkning. — Herodot beskriver Aar 450 før Christi Fødsel en Oliekilde i Arderrica og en Oliefontæne paa Øen Zante: Perserne, fortalte han, kaldte denne Olie for Rhadinance — „den var mørk og udsendte en stram Lugt“. Diosgorides og Plinius omtaler en siciliansk Olie fra Agrigent, der kunde benyttes som Belysningsvædske. Og Plutarch fortæl- ler om en af Alexander den Stores Ledsagere, som paa Bankerne ved Oxusfloden opdagede en Vædske, der havde „den naturlige Olies Glans og Fedme“. Naar Mineralolie udsættes for Luftens Paavirkning og derved først bliver tjæreagtig og siden fast, opstaar den saakaldte Jordbeg, 8