Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

værende Justitsminister (Leuning) for den Iver, hvormed han havde draget Omsorg for at sikre København og dens Beboere mod Brand- fare. At denne Ros blev fremført i en noget ironisk Tone, frem- gik ikke alene af Ministerens følgende Svar, men ogsaa af Plougs egen derpaa følgende Bemærkning om, at Regeringen dog maa- ske derved havde „drevet sin Omhu noget vel vidt, videre, end det kan bestaa med Forbrugerens Tarv“. Han nedlagde Indsigelse mod, at Stenolie stilledes i Klasse med Terpentin og Kamphin og hævdede, at Stenolie ikke er nær saa brandfarlig som disse Væd- sker, ja end ikke som Sprit, der dog ikke var taget med i Loven. „Efter hvad der er mig sagt, lader Stenolie sig ikke antænde, und- tagen naar den opvarmes; den forsendes, da den er et meget fint Stof, der trænger gennem selv den mindste Aabning, i meget so- lide og godt forarbejdede Fade, og naar den altsaa opbevares paa Steder, hvor den ved en udbrydende Ildebrand ikke straks er udsat for Ophedning, men hvor det er muligt at komme til den og skalle den af Vejen, inden Ilden nærmer sig, er der ikke stor Fare ved mindre Oplag“. Han ankede dernæst over, at Detailhandlerne kun skulde have Lov til at opbevare i deres egne Udsalgssteder indtil 125 Potter, da et Fad Stenolie, efter hvad han vidste, indeholdt mellem 160 og 170 Potter, og det dog vel var Meningen, at en- hver Detaillist burde kunne have 1 Td. i sin Forretning — „ellers blev Detailhandleren nødt til at købe Varerne aftappede, hvilket vilde fordyre Varerne 4 P pr. Pot, og det er ingenlunde nogen ringe Afgift for Forbrugerne, som for store Dele hører til den mindre formuende Klasse“. Og faktisk saa da ogsaa Brandvæsenet gennem Fingre med, at Detaillisten havde indtil 5 Tdr. paa Træ og 300 Flasker. Ved Sagens 2. Behandling d. 26. Januar maatte Justitsministeren erkende, at hans Forudsætning om, at der kun gik 125 Potter paa et Fad, havde været fejlagtig — han havde ladet en Fustage efter- 71