Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

Ved 2. Behandling foreslog Grosserer W. Petersen af Odense og Redaktør Ploug at nedsætte den i Loven omtalte Varmegrad fra 45 til 35°. De henviste til, at i Hamborg og Antwerpen, altsaa to af Europas største Petroleumsmarkeder, „betragter man vel ikke Petroleum, naar den antændes ved en Varmegrad af 90° Fahren- heit (32l/5°C.), som en aldeles god Handelsvare, men dog som fare- fri, medens man i England er gaaet til 100" Fahrenheit (374/5" C.)“. Med Forslaget om de 35° havde man derfor valgt et Middeltal mellem de to Bestemmelser, der gjaldt henholdsvis paa Londons Marked og paa de to største Fastlandsmarkeder. Dette vedtoges af Tinget. Men mellem 2. og* 3. Behandling blev man grebet af Ængstelse for at have sat Varmegraden, indenfor hvilken Sten- olie ikke maatte give antændelige Dampe, for lavt, og den forhøje- des derfor til oZ1^0- — I Folketinget gik man imidlertid endnu videre i Forsigtighed og satte 40° C., og i denne Skikkelse blev Forslaget til Lov d. 26. Novbr. 1870. Danmark havde vel herved tilsyneladende valgt en særdeles høj Grænse som Minimum for det saakaldte „Flammepunkt“; men ved den følgende kgl. Anordning angaaencle Prøveapparatets Beskaf- fenhed blev det saakaldte „danske“ Apparat autoriseret — et aabent cylindrisk Kobberkar, hvori Stenolien opvarmedes. Da dette Appa- rat var teknisk højst ufuldkomment, kom Loven faktisk til at virke saaledes, at man derefter vedblivende kunde indføre almindelig god Petroleum, for hvilken Antændelsestemperaturen, naar den prøvedes med et rationelt Apparat, kun var nogle og tyve Grader (Pennsylvansk Standard White Test 112° F.). Saaledes viste Lyk- ken sig at være bedre end Forstanden, idet vi ved Autorisationen af et ufuldkomment Apparat fik Andel i de Goder, som Brugen af den almindelige amerikanske Standard-Kvalitet, Standard-White, overalt viste sig at være, i det denne Petroleumssort, samtidig med at kunne leveres billigt, i ingen Henseende frembød nogen saadan 76