Om Oldtidens Gadehygiejne

5 til den afbrændte By, byggede de hurtigst muligt deres Hytter op paa de gamle Tomter, og i disse Huse og paa disse hygiejnisk uheldige Gader var det, Perikles’s i kunstnerisk Henseende saa skønne Athen led Pestens Rædsler blandt de formentligt over 200,000 Indbyggere. Perikles selv døde af Pest 429 f. K. Den selvsamme Udvikling og Skæbne har Rom havt. Det samme planløse Anlæg, de samme snævre og krumme Gader. Ogsaa her i 390 f. K. en Plyndring og Brand at Gallerne under Brennus. Ogsaa her, beretter Livius, blev Byen genopbygget planløst og med snævre Gader. Og som vi senere skulle se, led Rom trods rigeligt Vand, Kanalisation, fortrinlig Brolægning og Gaderensning dog bestandigt under Gadernes uheldige Snæverhed og Krum- hed og den ilde Lugt. Selv ikke hele Rækken af Nutidens hygiejniske For- anstaltninger overfor Gaderne vilde have kunnet afhjælpe Hovedmanglerne ved det gamle Athens og Roms Gader. Tilførslen af Lys og Luft til Husene maatte nødvendigvis blive utilstrækkelig og det desmere, jo større Byen blev. Gaderne forbleve snævre og krumme som tidligere, men Husene bleve stedse højere, og det forøgede Indbygger- antal gjorde stedse Gadernes Forurensning af enhver Art større og mere generende. Denne Gadehygiejnens primære Fordring om rigelig Lys- og Lufttilførsel har man først gennem det planlagte Byanlæg med regelmæssige, lige og brede Gader søgt at efterkomme. Almindeligvis faa Grækerne Æren for at have inaugureret en Byggeplan for Byerne med brede og lige hinanden krydsende Gader, hvis Huse da maa holde en bestemt Byggelinje. Aristoteles giver Hippodamos ira Milet Æren for først at have anlagt Peireius og Rhodus efter en saadan Plan. Men denne Kunst have Grækerne sikkert lært som saa meget andet af Assyro-Chaldæerne og Ægypterne. Som kortelig nævnt har Sumirerkongen Uru-ka-gin-na ved Aar 4200 f. K. anlagt en By med Teglstenshuse og