Om Oldtidens Gadehygiejne

22 bleve „Mursten bragte til Veje (soltørrede Sten) paa Byens Regning; Træ maatte enhver tage, hvor han kunde, paa Betingelse af, at Huset blev færdigbygget i samme Aar. I dette Hastværk tænkte man ikke paa at bygge i lige Linje; enhver byggede, hvor han bedst fandt Plads. Dette er Grunden til, at den gamle Kloak, som oprindelig laa paa Statsgrund, nu (paa Augustus’ Tid) mange Steder løber hen under private Huse, og at Byen endnu har et Udseende, som ikke tyder paa planmæssig Anlæg, men paa Bebyggelse efter Forgodtbefindende“. Og saa- ledes holdt Byens Udseende sig i alt Fald til den Nero- niske Brand; da bleve Gaderne i de nedbrændte Kvar- terer gjorte bredere „til Romernes Beklagelse, fordi Skygge og Kølighed blev mindre“, fortæller Tacitus. Desmalle, private Smøger mellem Husene bestaa stadigt. Angaaende Hushøjden ved disse smalle Gader for- tæller Livius, „at Rom i det 3die Aarhundrede alt havde naaet tredobbelt Hushøjde1). Augustus, som synes at have givet en Byggelov (Vitruvius)1), fikserer Gade- husenes Højde til 70 Fod (romerske å 0,296 M.). Tra- jan nedsætter atter Højden til 60 Fod. Disse snævre Gader savnede i alt Fald indtil 312 Belægning, thi først da inaugurerer Appius Claudius den romerske Vejbygningskunst med makadamiseret Køre- bane og Fortog. Først 189 f. K. begynder man saa smaat at lægge Brolægning paa Kørebanen; men særligt fra 174 f. K. tog man med Kraft fat i det, som Livius beretter, „Censorerne Q. Fabius Flaccus og A. Post- humius Albinus først af alle bortliciterede Brolæg- ningen af Gaderne i Byen og Makadamiseringen af Vejene uden for Byen . . I Aaret 45 f. K. udkom Lex Julia municipalis, som ordner endeligt Anlæget, Vedligeholdelsen og Renholdelsen af Gaderne. Cæsar s Lov sætter 4 Ædiler til at vaage over det hele. I hver af Byens 14 ') Vitruvius, lange Overvejelse angaaende Byanlægene skulle vi ikke komme ind paa, da de der anførte Principper næppe nogen- sinde have haft praktisk Anvendelse.