Om Oldtidens Gadehygiejne

28 Den private Fejepligt har vel der som overalt ret hyppigt svigtet; og Ædilerne have vel ikke altid været tilstrækkeligt paapassende. Selve den saa borgerligt sindede Vespasian maatte som Ædil finde sig i en haanende Behandling af Caligula, fortæller Sueton, fordi han ikke havde sørget for tilstrækkelig Fejning af Gaderne. Med en Befolkning paa mindst lx/4—P/3 Millioner i Kejsertiden kan man ogsaa forstaa, at Færdselen paa disse snævre Gader har maattet bevirke en stor Tilsøling. Og dog var Vognfærdsel paa Gaden forbudt af Lex Julia municipalis i Døgnets første 10 Timer; undtagne vare dog Triumfatorens og Vestalindernes Vogne og „Bønder- vogne, som komme til Byen om Natten for at bortkøre Stercora til Landet“. Ogsaa dette tyder paa, at Bort- kørsel var det almindelige. Man kan forstaa, at Juvenal klager over, at hans Fødder tilsøles af Gadesnavs, og at Martial „finder Luften i Gaderne saa tæt, at han fra sin 3die Sals Bolig ikke kan se Brostenene“, naar den samvittighedsfulde Fron ti nus vidner, at Byen tidligere var berygtet paa Grund af de giftige Dunster i Luften. Og naar man mindes de uendelige Klager over Husenes Brøstfældighed og de hyppige Sammenstyrt- ninger, forstaar man ogsaa Horats’ og Seneca’s Frygt for at faa en Sten eller en Bjælke i Hovedet, naar de færdes paa Gaden. De meget snævre Gader kunde man ikke komme ud over; deri laa visseligt den væsentligste Grund til, at Luften i denne gamle Millionbys Gader var kvalm, støvet og trykkende. Roms Gader have dog ved Aar 100 e. K. næppe været mere snavsede, end de fleste Storbyers ere den Dag i Dag. Særdeles interessant og lærerigt er det at se, hvor- ledes Rom, specielt fra Cæsar’s Tid, med Held har søgt at bøde paa de Ulemper og hygiejniske Skadeligheder, som Milionbyen paa Grund af sit uregelmæssige og plan- løse Anlæg med snævre Gader kom til at lide under for Gadernes Vedkommende. Den langt tidligere paabegyndte