Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

561 Gjcnstanden for dens Rovbegjærlighed livlos, stal den først udsøge sig et Sted, hvor den kan sikkrc sit Bytte, sørend den bruger Vold, og denne Mellemtid maa iagttages. Vor Kajakmand benyttede ogsaa et Oicblik, da hans Fjende havde fjernet sig lidt, til at springe op og svinge sig bag Stenen, han iaa ved; estcrat han her tn Tid havde valset omkring med Bassen, der, som sagt, vanskeligt kan løbe rundt, valgte han atter et andet belejligt Oieblik til at løbe hen til Kajakken, flyde sig i den og søge Søen. Forfulgt af Dyret, der iøvrigt ikke ved Svømning kan holde Fart med Kajakken, roede han ester vor Lejrplads, men fif strax ester Hjælp af et Par andre Kajakmænd, der vare i Nærheden, saa at Bjørnen ved disses Tilkomst, ffjøndt den søgte Flugten, overmandedes og dræbtes. Tvende Kajakmænd dræbe med Lethed en Bjørn i Søen; da denne altit vender sig mob ham, der saarer den, for at angribe ham, faaer den vcxclviis et Lændsc-, Harpun- eller Pilestød af begge, og bliver tilsidst udmattet af Blodtab og Ansteængelse; Fangerne faae somostest deres Fangeredffabcr splintrede. En anden Grønlænder flap, under lignende Omstændigheder, ikke saa godt sra det. Han havde uheldigviis fhibt seil af en Bjorn, der stror derpaa angreb ham. Uagtet han brugte samme passive Manoeuvre som hiin, maa Dyrci dog ved Undersøgelsen have tvivlet om hans Livløshed, efterdi det, efter et Par Gange at have vendt ham om paa Jsen, lagde sin ene Lalle paa Mandens Hoved og med et Strøg bagover fuldkomment scal- pcrede ham. Grønlænderens mageløse Standhastighed i ikke at forraade Liv under de Pinsler, denne Operation medførte, reddede ham, og han fik Tid til at undflyr, estcrat Bjørnen paa sædvanlig Maade havde forladt ham; men endnu ester mange Aars Forlob vidnede denne Mands ulægelige Jsse om Begivenheden. — Opdages Bjørnen i dens Mntcrleie mcd sine Unger, samles Grønlænderne om dette og dræbe hele Familien med Riffelkugler. Mærkeligt er det imidlertid, at, idetmindste syd paa Landet, ikke ben, der har givet Bjørnen Banesaaret, erholder Skindet som sin Anpart, men derimod den, der først har opdaget den og gjort Anskrig — om denne saa kun er et 5 » 6 Aars Barn. Da Bjørnen altid holder sig ved store Jismasser, er det en Selvfølge, at den næsten aldrig fanges under Kysten midt paa Landet, men fornemmelig ved begge Endepunkter: nord for Omenak og syd for Neunorielik, hvilket sidste Sted har sit Navn heraf. Aar- sagcn hertil er, at dette Dyrs vigtigste Næringsmiddel er Sælhunden, som den altid ved et mærkeligt Instinct veed at afstjære fra ©øen. Endog en Saadan, der ligger paa Jsen ved et Stromhul, færdig til ved allermindste Fare at dukke ned, undgaaer den ikke. Saa- langt borte sra Sælhunden, at den ikke vækker dens Opmærksomhed, knuser nemlig Bjørnen Jsen med nogle Slag as dens vældige Labbe (et Bjørnespor i Sneen ligner Af- trykket af en Tallerken), dukker ned og viser sig strax ester netop i det Hul, som Sæl- hunden troede sig sikkert ved; den kryber da i al Magelighed op paa Jsen og bemægtiget sig Byttet. Ogsaa ved at behandle dette viser Bjørnen en beundringsværdig Kløgt; den losner blot Skindet om Hovedet paa Sælhunden, mcd et vældigt Aandepust sprænger ben derpaa hele Huden fra kadaveret, hvilken den endelig med Lethed krænger ud over Bag- lallernc og lader tilbage paa Jsen. I Nord-Grønland stal dette Dyr cndog mcd en vis Færdighed kunne røgte Jisgarnene, naar en Sælhund er indviklet i samme, uden at be- stadige en eneste Maske. Det hele Antal Bjørneskind, som af Grønlænderne aarligcn indleveres paa Handelen, overstiger sjeldent 60 Stkr., da der as Folket forbruges endeel, idet enhver Kajakroer har et eller to Stykker (omtrent en Alen i Ovadrat) under Sædet i Kajakken.